Tvillinge-landsbyer fejrer broen over deres bæk
SNÆBUM-HANNERUP: Folk fra landsbyerne festede med en skål i øl og et stykke kransekage, da broen mellem Snæbum og Hannerup over Hannerup Bæk for nylig blev gen-indviet.
I dagens anledning var der sat flagalle op. Jesper Skov Mikkelsen havde æren af at klippe snoren til broen. Den har været spærret i tre uger, mens den fik ny belægning - på Mariagerfjord kommunes regning.
- Der er bare noget sammenhold og gejst, som man ikke ser i byerne, lyder det anerkendende fra Jesper Skov Mikkelsen, der er formand for klima- og landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune.
Snæbum og Hannerups landdistriktsråd er med hjælp fra kommunen ved at lave en udviklingsplan for landsbyerne, og kommunen har bevilget 250.000 kroner i støtte til de frivilliges anstrengelser.
De har ydet en god indsats for fællesskabet på tre arbejdslørdage i november. De har shinet mejerigrunden i Hannerup op og lagt grus på stien rundt om Snæbum Sø, så stien igen er farbar for alle.
Verner H. Kristiansen fra landdistriktsrådet fortæller, at udviklingsplanen i Snæbum og Hannerup tog fart for et års tid siden, da to af kommunens folk hjalp med at arrangere et idé-møde i forsamlingshuset.
Landsbyerne har siden bakket godt op, blandt andet om de omtalte tre arbejdslørdage i november. Der har været mellem 23-55 tilmeldte. De mødtes til kaffe og boller hos klovbeskærer Troels Neimann, før det gik løs.

Vild med vilje-bede er blevet slået og plejet, vejskilte og byskilte er blevet vasket, og der er klippet buske og træer, så det hele kunne tage sig indbydende ud.
Og da der var ekstra armkræfter og energi i overskud, tog man også en tørn hos en af landsbyernes ældste borgere, Erling Bøgh på 92 år, som man hjalp med at slæbe brænde.