Der blev snakket og hygget i caféen.
Livet her

Spritnyt tilbud kom godt fra start

14. januar 2023 kl. 07:01

”Aktiviteter i dagtimerne” er navnet på Hadsund Hallernes spritnye tilbud, der havde premiere onsdag den 11. januar. Det blev en stor succes med hele 18 deltagere.

Idéen med det nye koncept er enkel. Kig ned i Hadsund Hallernes café hver onsdag mellem klokken 09.00 og 12.00. Her vil der være en række forskellige aktiviteter, og det er gratis at deltage.

- Vi var meget spændte på, hvor mange der ville komme, da det jo er et helt nyt tiltag. Mit personlige håb var fem til otte personer til opstartsdagen. Et antal, der må siges at være gjort til skamme med imponerende 18 deltagere, fortæller Emil Alexander Faramarzi, der er tovholder på projektet og udviklingsmedarbejder i Firkløver hallerne - et lokalt samarbejde mellem fire haller i Mariagerfjord kommune; Als Hallen, Øster Hurup Multihus, Assens Hallen og Hadsund Hallerne.

- Det flotte fremmøde viser også, at det er et tilbud, der mangler. Der er brug for flere tiltag, der er uforpligtende, og som er nemme at møde op til. Vi ser frem til at byde endnu flere velkommen de næste mange onsdage.

I hallen blev der spillet forskellige spil.

- For der skal være er aktivitetstilbud til alle, og det er vigtigt at det hele ikke handler om håndværk, idræt eller noget helt tredje. For nogen kan det være en stor hjælp, at de kan komme kun for at snakke, fortæller Emil Alexander Faramarzi.

Er du handicappet eller gangbesværet og kan ikke selv transportere dig til Hadsund Hallerne, kan du kontakte Hadsund Hallerne, så hjælper de med at finde en løsning.

Annonceret indhold

Nyeste