Udvalgsformand Leif Skaarup hjalp børnene med at klippe snoren, da Børneuniverset blev indviet. Foto: Mariagerfjord Kommune
Livet her

Snoren klippet til nyt, stort børnehus i Hobro

Her får 100 børn en fantastisk udsigt

20. maj 2022 kl. 10:00

HOBRO: Der var flag, snoreklip, skåltaler og kage ad libitum for både store og små, da Mariagerfjord Kommune officielt indviede den nye daginstitution Børneuniverset i Hobro.

Der er tale om et spritnyt byggeri på 1350 kvadratmeter, som huser vuggestue, børnehave, særligt dagtilbud og dagplejens legestue.

Ifølge Leif Skaarup, der er formand for kommunens børne- og familieudvalg, er børneuniverset et ægte slaraffenland for de mindste børn.

- Vi lægger vægt på, at æstetik og funktionalitet går hånd i hånd, når vi bygger nyt. De fysiske rammer har stor betydning for vores trivsel i det daglige. Jeg er sikker på, Børneuniverset kommer til at danne ramme om en masse gode oplevelser i børnehøjde, som giver vores mindste humør, selvtillid og mod på verden. Det er nemlig den bedste gave, vi kan give dem på deres videre færd i livet, sagde Leif Skaarup i forbindelse med indvielsen.

Dagtilbudsleder Trine Blaabjerg Petersen er glad for, at den lange byggeproces er forbi, og Børneuniverset nu er en realitet.

- Det er dejligt, at vi har fået nogle perfekte fysiske rammer, som skaber de bedste forudsætninger for en god og moderne daginstitution, sagde Trine Blaabjerg Pedersen.

Den nye daginstitution er på 1350 kvadratmeter.

Lene Toft er formand for forældrebestyrelsen og er også begejstret

- Det er et spændende og flot byggeri. Jeg synes det er herligt, at huset kan rumme så mange forskellige børnegrupper, som eksempelvis dagplejernes legestue, vuggestue, børnehave og ikke mindst børn i særligt dagtilbud.

Lene Toft er nabo til Børneuniverset og glæder sig over, at byggeriet passer godt ind i kvarteret.

- Vi glæder os til at høre glade barnestemmer og få mere liv på vejen, tilføjede hun.

Godt og vel 100 børn i alderen 0-6 får deres daglige gang i Børneuniverset, der har en af byens bedste udsigter fra Solvej 10, hvor Hobro Nordre Skole tidligere lå.

Nybyggeriet har kostet 36,4 millioner og er tegnet af Krog Madsen Arkitekter fra Aars.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu