Livet her

Skoleorkester på charmeoffensiv

28. maj 2018 kl. 14:05

HADSUND: I bagende sol og en temperatur, der sneg sig op i nærheden af de 30 grader, var det begrænset, hvor mange mennesker, der bevægede sig ind på torvet i Hadsund, da der forleden blev budt på underholdning under sejlet.

Først var det Rock Nalle Trio, der under det skyggefulde sejl underholdt i tre kvarter, og derefter krøb Hadsund Skoleorkester i ly for solen. Først og fremmest for at underholde de mennesker, som stoppede op og nød musikken i nogle minutter og andre, der slappede af ved bord-bænkesættene med indkøbsposerne i skygge under bordene og med kolde fadøl indenfor rækkevidde.

Det rød-hvide blæserorkester benyttede også lejligheden til at hverve ny aspiranter. Flere unge med tanke på en musikalsk fritid havde taget deres forældre med for at fornemme, hvad mange øvedage kan føre frem til.

Orkestret, der høstede stort bifald, var under ledelse af Thorben Hjortlund, der i sommervarmen fortalte publikum om de musikalske indslag.

De unge, der var taget på torvet fredag eftermiddag med tanke på en skoleorkesterfremtid, havde også mulighed for at få taget et fotografi af sig selv i orkestrets uniform.

Annonceret indhold

Nyeste