Købmand Lars Jensen investerer i solceller for at spare på elregningen. De første af 196 paneler er ved at blive lagt på taget.
Livet her

Satser på sol: Kæmpe elregning gjorde ondt på købmanden

24. marts 2023 kl. 08:00
Opdateret 25. marts 2023 kl. 17:48

VALSGAARD: I fjor kunne købmand Lars Jensen fra Spar i Valsgaard se butikkens månedlige elregning stige fra 60.000 til 200.000 kroner.

- Det kan ingen holde til, og vi blev nødt til at gøre noget, siger Lars Jensen.

Reaktionen fra købmanden blev at bestille et stort solcelleanlæg. I disse dage er det ved at blive installeret på taget af Spar-butikken.

KFI, en erhvervsfond, der støtter frie købmænd i Danmark, har givet et tilskud, men købmanden må også selv spytte et pænt stort beløb i projektet. Han vurderer, at investeringen klart kan betale sig.

- Da elpriserne eksploderede, begyndte vi at fjerne køleskab og lukke kølere for at spare på strømmen. Vi forventer, at solcellerne kan dække en pæn del af forbruget - i hvert fald i sommermånederne, siger Lars Jensen.

Solcellerne kan ikke dække hele butikkens forbrug, men en pæn del i sommermånederne, forventer Købmand Lars Jensen.

Solcelleanlægget har han købt hos Teknikhuset i Hobro. Installatør Sørensen forklarer, at der er tale om et 80 kW anlæg med i alt 196 solcellepaneler. 

Anlæg, som mange boligejere etablerede for godt 10 år siden, er typisk mellem 3 og 6 kW. Dengang ydede staten en pænt tilskud. I dag er der ingen subsidier til solcelleanlæg.

- Alligevel oplever vi pæn interesse for de store anlæg. Vi skal snart i gang med at installere et anlæg på 250 kW hos Jørn Saaby Transport på Humlemarken i Hobro, som har et stort strømforbrug til køleanlæg, siger Søren Sørensen.

Installatør Søren Sørensen fra Teknikhuset i Hobro oplever stor interesse for de forholdsvis store solcelleanlæg.

Købmand Lars Jensen ser frem til at kunne høste energi fra solen. Butikken bruger knap 300.000 kWh om året. Så meget vil solcellerne ikke kunne producere.

Men vi får et markant bidrag - og vi kan reducere vores køb af strøm i dagtimerne, hvor den er dyrest, forventer Lars Jensen.

Spar i Valsgaard har cirka 20 medarbejdere, hvoraf en del er på deltid. Det er en selvstændig butik med stor lokal opbakning. Således skød 240 interessenter penge i købsmandsbutikken i forbindelse med et byggeri i 2017.

Annonceret indhold

Nyeste