Sasja åbner egen klinik i Hadsund
HADSUND: 29-årige Sasja Jellesen har færdiggjort uddannelsen til fysiurgisk massør og sportsbehandler, og har nu slået dørene op til Klinik Skovdal i tilknytning til privatboligen på Blåbærvej 4 i Hadsund.
Egentlig var Sasja Jellesen godt i gang med uddannelsen til folkeskolelærer, men hun kunne bare mærke, at det alligevel ikke føltes helt rigtigt.
Derfor overvejede hun, hvad hun så skulle – her så hun tilfældigvis en annonce for uddannelsen til fysiurgisk massør og sportsbehandler. Det lød tiltalende, hun kastede sig over uddannelsen og 1. marts kunne hun åbne sin egen klinik.
- Jeg har mest fokus på den fysiurgiske massagedel med behandlinger til ren afslapning og velvære, men også hvis man eksempelvis døjer med spændingshovedpine eller smerter i nakke, skulder eller ryg, herunder også akutte opståede ting som et hold i ryggen, lyder det fra Sasja Jellesen.
Glad for starten
- Jeg har foreløbigt åbent hver tirsdag og torsdag, og så ellers efter aftale. Det kan også være om aftenen. Jeg har været i gang i godt og vel en uge, og har kun markedsført mig lidt via sociale medier, men har allerede haft fint med kunder, så jeg er glad over modtagelsen, der lover godt.
- Min plan er også at køre ud og tilbyde forskellige behandlinger ude i lokale virksomheder, så man skal bare tage fat i mig, hvis man vil drøfte mulighederne.
- Samtidig vil jeg løbende dygtiggøre mig med andre behandlingsformer. På kort sigt blandt andet cupping-terapi, og på lidt længere sigt vil jeg også gerne uddanne mig til akupunktør, fortæller hun.
Sasja Jellesen er gift med Lasse, der også er selvstændig, Han er indehaver af Als Maleren. Parret bor i Hadsund og har børnene Agnes på et år og Carl på fire år.
- Det passer også godt til vores familieliv, at jeg nu er blevet selvstændig og kan køre klinikken herhjemme fra privaten. Det giver en helt anden fleksibilitet og frihed, slutter Sasja Jellesen, indehaver af Klinik Skovdal.