Regn af legater til EUX-elever
Årets topscorer har gennemført uddannelsen med to små børn, hus og husdyr - og en fraværsprocent tæt på 0
12 erhvervsfaglige studenter takkede af fra EUX-Business-uddannelsen på HEG i Hobro, og to EUD-elever er nu efter endt grundforløb klar til at komme videre med en elevplads i hovedforløbet inden for kontor, handel og detail.
Alle blev de forleden fejret ved en dimissionsfest på Kirketoften.
EUX-eleverne sluttede alle med et flot resultat, anført af Louise Holstein Nørgaard med årets højeste gennemsnit på 11,8 og Svetlana Korsakiene med et fravær på opsigtsvækkende 0 procent.
Kathrine Juhl Larsen modtog HK-Nordjyllands kammeratskabs-legat på 2000 kroner, overrakt af HK-Nordjyllands repræsentant, lokalrådsformand Nanna Sahl.
Anne Kathrine Lindgaard Nielsen modtog et gavekort til Sportigan Hadsund på 1000 kroner for sit lave fravær, sin store flid og sin faglige dygtighed.
Jeppe Mohn Andreasen (EUD) modtog ligeledes et gavekort til Sportigan Hadsund på 1000 kroner for at være den gode kammerat, der er meget hjælpsom, har et godt gemyt og besidder en god portion humor.
Razan Saad modtog et gavekort til Butik Torben i Hadsund for sin ivrighed efter at tilegne sig - og anvende - ny viden i både undervisning og projekter, og endelig modtog Louise Holstein Spar Nord-legatet på 1000 kroner for at have gennemført uddannelsen ”fænomenalt godt”.
Hun er fagligt dygtig og har ikke bare det højeste gennemsnit, men hun har også præsteret at gennemføre en uddannelse med to små børn, hus og husdyr - og en fraværsprocent tæt på 0.