Livet her

Rasmus kæler for græstæppet i Hobro

Intet er overladt til tilfældighederne når Rasmus Lind (28) passer sit job som groundsman i Hobro. Et selvudviklet varme- og lysanlæg er en af hemmelighederne

01. februar 2021 kl. 07:39

Når Hobro IK’s bedste fodboldmandskab løber ind på DS Arena eller forbereder sig til kamp på én af træningsbanerne, så sidder der sjældent et græsstrå forkert. Rasmus Lind er nemlig ansat som groundsman på fuld tid, og han overlader ikke noget til tilfældighederne.

Umiddelbart kunne man ellers godt få den tanke, at jobbet med at passe og pleje græsset i en fodboldklub ikke vil være særligt omfattende og krævende. Hvis man er haveejer, ved man jo, at græsset egentlig bare passer sig selv, og kan komme til at skinne med en ugentlig græsslåning.

Sådan forholder det sig imidlertid langtfra, når græsset skal plejes på DS Arena og Hobro IK’s anlæg på Amerikavej, som benyttes af både ungdom, bredde og et fuldtidsprofessionelt mandskab i landets næstbedste fodboldrække. Her er to mand, ansat af Mariagerfjord Kommune, fuldtidsbeskæftigede med at pleje og passe græsset.

Én af dem er 28-årige Rasmus Lind, der blev ansat som hovedansvarlig groundsman for godt halvandet år siden.

- Jeg har en uddannelse som landbrugsmaskintekniker, men fik på et tidspunkt tilbudt et job i en virksomhed, der skulle anlægge hybridgræs hos fodboldklubben Brøndby IF. Det var en spændende opgave, som gav mig blod på tanden med hensyn til at arbejde med græs, Derfor tog jeg uddannelsen til groundsman, fortæller Rasmus. En uddannelse, der tager fire år.

Alle baner slås dagligt

- Efter endt uddannelse var jeg så heldig, at jobbet som groundsman med ansvaret for banerne her i Hobro IK blev ledigt. Det var i oktober måned 2019. Under mit uddannelsesforløb havde jeg været i praktik som groundsman i klubben, så det var oplagt at søge stillingen.

- Jeg fik jobbet, og sammen med Hans Brodersen har jeg ansvaret for alt omkring anlægget.

- Vi har mange forskellige opgaver, herunder også passe og pleje træer og buske rundt omkring anlægget, men hovedopgaven er først og fremmest at sikre, at græsplænerne altid er i topform uanset årstid. Vi har blandt andet fokus på ukrudtsbekæmpelse, den rette gødning og at undgå sygdomme og skadedyr i plænerne.

- Og så skal græsset selvfølgelig slås. I højsæsonen vokser græsset cirka en centimeter om dagen, og i den periode skal det slås hver eneste dag. Dertil kommer, at græsset også skal løftes og luftes, fortæller Rasmus.

Prisbillig løsning

Alle plænerne på anlægget skal være i topform, men selvfølgelig er der ekstra fokus på græstæppet på DS Arena, der ofte får roser for sin flotte tilstand. Et græstæppe, som Rasmus også har hjulpet godt på vej med et hjemmedesignet varme- og lysanlæg.

- På mange fodboldstadions rundt omkring bliver græstæppet hjulpet godt på vej af særlige lys- og varmeanlæg, som opsættes i målfelterne, hvor græsset er ekstra belastet.

- Her var vi for et års tid siden nede og se et anlæg hos fodboldklubben SønderjyskE. Et anlæg, der ville passe perfekt til DS Arena. Det var dog for dyrt, og så gik vi i gang med selv at lave et anlæg. Vi fandt nogle billige drivhuse, fik installeret nogle LED-lamper og lavede et hjemmedesignet varme- og lysanlæg.

- En prisbillig løsning, der fungerer rigtigt godt. Vi har i hvert fald flot og stærkt græs i målfelterne på DS Arena, fortæller Rasmus Lind, der som regel altid er på plads, når Hobro IK spiller hjemmekampe.

- Når kampen først går i gang, kan jeg ikke gøre mere ved græstæppet, som er blevet slået nogle timer inden kampstart. Så jeg nyder fodbolden, men kan da ikke sige mig fri for at sidde og holde øje med græstæppet i løbet af kampen.

Græsset grønt nok i Hobro

Rasmus Lind, der privat bor i Løgstør, har – trods den daglige køreafstand til Hobro – ikke planer og ambitioner om noget andet. Han er meget glad for jobbet som groundsman i Hobro IK.

- Nej, det er ikke sådan, at jeg drømmer om at blive groundsman i større klubber som AaB, Randers FC eller AGF. Jeg har det rigtigt godt her i Hobro, og nyder at møde ind klokken cirka halv syv hver eneste morgen. Jeg har også et rigtigt godt forhold til både spillerne og de øvrige ansatte i Hobro IK.

- Så jeg er sikker på, at græsset ikke er grønnere andre steder, og jeg er derfor ikke på udkig efter nye græsgange, lyder det med et glimt i øjet fra Rasmus Lind.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu