- Hvis nogle tror, at vi tjener på prisstigningerne, så kan de godt tro om igen. Udover at kunderne skal betale mere for varerne, så er vores avance også blevet mindre, så det er en udvikling og et marked uden vindere, fortæller Frede Thisted, Købmand hos Meny i Hobro. Foto: Jesper Bøss
Livet her

Prisstigninger presser købmand: - Det er helt vildt

14. maj 2022 kl. 11:25

Frede Thisted, købmand hos Meny i Hobro, er 64 år og har været i detailhandelen stort set hele sit arbejdsliv. Han har aldrig oplevet et marked med prisstigninger i samme raketfart som nu.

- Det er helt vildt. I øjeblikket oplever vi prisstigninger på stort set daglig basis på de fleste af vores dagligvarer, og hvem ved, hvornår det stopper? Og hvis nogle tror, at vi tjener på prisstigningerne, så kan de godt tro om igen. Udover at kunderne skal betale mere for varerne, så er vores avance også blevet mindre, så det er en udvikling og et marked uden vindere, fortæller Frede Thisted.

De aktuelle prisstigninger har fået en del forbrugere til at tænke mere discount, og derfor har Meny-kæden for nylig lanceret konceptet ”hverdagspris”, hvor de sælger 400 af de varer, kunderne bruger mest, til en fast lav pris.

- Kampagnen ”hverdagspris” lå på affyringsrampen, men kæden har valgt at fremskynde lanceringen for at imødekomme kunderne i et marked, hvor priserne stiger og kunderne derfor er ekstra prisbevidste. Lige nu betyder det faktisk, at mange af de varer, der er i ”hverdagspris”, sælges under vores indkøbspris. Dette sammenholdt med, at vi har valgt at opretholde bemandingen i butikken for at sikre en fortsat god kundeoplevelse, betyder, at det er en udfordrende tid at være købmand. Vi prøver hele tiden at finde nogle spareøvelser, men vi er også fast besluttet på, at det ikke må gå ud over oplevelsen i butikken.

Eksempelvis er oksemørbrad steget omkring 100 kr. pr. kilo i indkøbspris. Derfor koster det at lægge en steg i indkøbskurven. Foto: Jesper Bøss

- Vi kunne eksempelvis godt fjerne vores store is-køleboks, der er fyldt med flasker af kold rosé, for at spare på den i forvejen dyre elregning, men den vej vil vi ikke begynde at gå nedad. Vi vil ikke gå på kompromis med kundeoplevelsen, fastslår Frede Thisted.

Han kommer med et par konkrete eksempler på, hvor han kan se, at kundernes indkøbsadfærd har ændret sig:

- Et meget tydeligt eksempel er vin. Mens der under corona blev puttet lidt ekstra dyre flasker i kurven, så sælger vi lige nu ekstra meget kartonvin, hvor man kan få tre liter til en skarp pris. Det er et meget håndgribeligt sted at spare. De store røde bøffer, eller oksemørbraden, ryger der heller ikke så meget af, da oksekød er steget rigtigt meget. Som et eksempel koster en oksemørbrad omkring 100 kroner ekstra pr. kilo i indkøbspris. Også hakket oksekød er steget meget i pris, men her har vi faktisk valgt at sælge kødet under vores indkøbspris, beretter Frede Thisted.

Han har også oplevet, at butikken simpelthen ikke har kunnet få helt konkrete varer.

- For et par uger siden kunne vi eksempelvis ikke få icebergsalat, og det var generelt for supermarkeder i det meste af Danmark. Der var simpelthen andre lande, der bød en højere pris, og sådan er markedet i øjeblikket, slutter Frede Thisted.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu