Livet her

Pigefodbolden blomstrer i fjordkommunen

Succesfuldt samarbejde mellem foreløbig fire klubber har givet pigefodbolden ved fjorden et løft

05. januar 2021 kl. 11:37

Valsgaard IF og Hobro IK har i mange år samarbejdet om pigefodbold, men siden først Mariager IK i 2018 og Jarl Arden i 2019 kom med i samarbejdet, er der for alvor blevet skabt et stærkt fundament for pigefodbolden i Mariagerfjord Kommune. Samarbejdet hedder Fyrkat Q.

- Vi fik idéen til Fyrkat Q, da vi ønskede at skabe de bedst mulige betingelser for at kunne spille pigefodbold i Mariagerfjord Kommune, herunder at sikre, at man altid skulle kunne spille fodbold med jævnaldrende piger, fortæller én af initiativtagerne, Erik Christensen, der er træner for U14-holdet og medlem af samarbejdsudvalget.

- De fire moderklubber: Valsgaard IF, Hobro IK, Mariager IK og IF Jarl Arden er alle gået meget engageret og helhjertet ind i samarbejdet, og ingen af klubberne er større end andre i samarbejdet. Pigerne træner også på skift i de respektive klubber, og er fortsat medlemmer af deres egen klub, hvortil de også betaler deres kontingent.

- Vi har også hentet inspiration i andre pigefodboldklubber, som eksempelvis FC Thy og Viborg Q, og vi haft god sparring med DBU og Mariagerfjord Kommune, så vi har virkelig fået skabt et godt fundament, som vi løbende arbejder på at forbedre og styrke endnu mere, fortæller Erik Christensen, der samtidig nævner, at skulle andre lokale klubber ønske at blive en del af Fyrkat Q, er de altid velkomne til at henvende sig.

Flere medlemmer

Fyrkat Q tilbyder i dag pigehold fra de alleryngste i U3- og U6-årgangene op til U18. Som noget relativt nyt er der også etableret et seniorhold. Det samlede medlemstal er i dag på cirka 150 børn og unge, samt 10 seniorer.

- Trods et noget udfordrende 2020, hvor vores aktiviteter en overgang blev lukket helt ned på grund af corona, og hvor vi derfor også mistede nogle medlemmer, har vi alligevel oplevet en nettotilgang af medlemmer, hvilket vi kun kan være meget tilfredse med.

- Det skyldes ikke mindst moderklubbernes store engagement og en kæmpe opbakning fra forældrene, der har fået pigefodbolden til at fylde endnu mere ude omkring i klubberne, fortæller Lars Buus, der er træner for U12/U13-holdet og ligeledes medlem af samarbejdsudvalget.

Flot sponsoropbakning

Siden stiftelsen har Fyrkat Q også oplevet flot opbakning fra en række sponsorer, hvilket blandt andet har gjort det muligt, at pigerne har kunnet købe deres egne Fyrkat Q-træningsdragter.

Sponsorerne er: Jutlander Bank fonden, Viking Leg, Murermester Oppelstrup, Arden og Arden EL-Service, ligesom der også er modtaget støtte fra DBU Fonden, Sparekassen Vendsyssel, Thisted forsikring, Dansk Stål og Spar Nord Bank.

Fyrkat Q har allerede kunnet føje flere flotte resultater til cv’et, blandt andet et jysk mesterskab i U14-rækken samt en række andre flotte placeringer i de respektive ligaer.

Desuden har flere af klubbens tidligere spillere allerede godt gang i en flot fodboldkarriere på højt niveau.

Signe Holt Andersen spiller i den bedste svenske række for Vaxjö og har spillet ungdomslandskampe, Caroline Møller Hansen spiller i Inter, Milano og er noteret for fire A-landskampe - senest mod Italien i Viborg. Laura Frank spiller for AaB og er foreløbig noteret for to A-landskampe, Tanja Hymøller spiller for Lyseng IF og har spillet ungdomslandskampe, Marie Lynge Olesen, spiller hos University of Kentucky, og Pernille Skrydstrup Pedersen spiller i AaB.

- Det er spillere, vi er stolte af, men selvom vi allerede har fostret mange talenter, er vi ikke ”kun” en eliteklub. I Fyrkat Q er der plads til alle, og det handler ganske enkelt om at skabe de bedst mulige rammer for pigefodbolden i Mariagerfjord Kommune, erklærer Lars Buus.

Noget, man indtil videre må sige er lykkedes til fulde. Godt gået!

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu