Årets usædvanligt lille HHX-årgangshold på HEG i Hobro. Privatfoto
Livet her

Papirflag på HEG afløst af en rigtig Dannebrogsfane

Årets HHX-afgangshold i Hobro var det mindste i mange år

29. juni 2021 kl. 15:48

Dannebrog strøg ikke kun til tops i HEGs flagstang på Kirketoften i Hobro i fredags.

Også inde i salen fik det rød-hvide flag en central placering - og dét ikke bare fordi hele Danmark er i EM-stemning.

HEG har nemlig for nylig modtaget en donation i form af en fane fra Hobro Rotaryklub, og ved dimissionen af årets HHX-studenter skulle den naturligvis indvies efter alle kunstens regler.

- Fanen har været et længe næret ønske, siger afdelingsrektor Anette Skovlykke.

- Det er bare mere festligt ved højtidelige anledninger at kunne bære en fane i smukt håndværk ind frem for at sætte en stak papirflag i potteplanterne, konstaterer hun.

Emil Kragbæk Møller havde æren at være fanebærer, og efter ham fulgte resten af klassen iført de smukke hvide huer.

Rækken var ikke lang, da det er den mindste årgang på skolen i mange år, men af samme grund var det muligt for studenterne at have hele deres nære familie med til den festlige afslutning på deres ungdomsuddannelse.

Som så mange andre danske unge har HHX-eleverne i Hobro lidt under det seneste års tids corona-restriktioner, men ikke desto mindre kommer de ud af gymnasiet med et historisk højt karaktergennemsnit på 8,0.

- Jeg er stolt over jeres flotte eksamensresultater; men jeg er lige så stolt over, at alle kom i mål, sagde afdelingsrektor Anette Skovlykke i sin dimissionstale.

- I har kæmpet mod hårde odds, og det har været nemt at miste gejsten, men når I selv har taget ansvar for jer selv og hinanden, har den gjort den store forskel, noterede hun.

HHX-studenterne blev derudover dimitteret med nogle kloge ord fra et af deres forbilleder i den merkantile verden, Jacob Risgaard, inden det blev tid for årets elevtale, holdt af Celina Toft Lienhøft.

Indvielsen af den nye fane blev markeret med tre sikre slag på sølvsømmene – ét for majestæten, ét for fædrelandet og ét for HEG - og så er fanen ellers klar til fremtidige festligheder på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Carsten Brandt Andersen fra Jutlander Bank overrakte legat for særlig flid og dygtighed til Mark Pil Topholt. Privatfoto

Carsten Brandt Andersen fra Jutlander Bank overrakte legat for særlig flid og dygtighed til Mark Pil Topholt.

DS Gruppens legat til studenten med højest eksamensgennemsnit gik til Sigurd Fisker Olesen, der med 11,8 blev årets højdespringer, mens lærergruppens legat gik til Jeppe Spanggaard for stort fagligt og socialt engagement.

Dimissionens musikalske indslag blev leveret af fire talentfulde sangere fra Mariagerfjord Kulturskole med Tilde Hansen i spidsen.

De sluttede med Albertes ’Lyse nætter’ som har været noget af en signatursang for corona-tiden.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu