Tine Holst fortæller et medlem om maskinerne. Foto: Hobro Idrætscenter
Livet her

Træn på 30 minutter: Hobro Idrætscenter får nye, smarte træningsmaskiner

07. januar 2022 kl. 07:00

De fleste har prøvet det. At starte et nyt år med en tur i træningscenteret, hvor man har stået og stirret lettere forvirret på de store maskiner. Ambitiøst og målrettet får man lagt et træningsprogram af en instruktør, hvorefter de næste udfordringer melder sig, når man står alene foran maskinerne. Hvordan var det nu, de fungerede? Hvad med højden, indstillingen og belastningen? Og hvornår er det egentlig tid til at sætte intensiteten og belastningen op?

Tine Holst, fysioterapeut og personlig træner i Hobro Idrætscenter, demonstrerer her en af de nye træningsmaskiner. Foto: Jesper Bøss

Velkendte udfordringer, der nu kan være historie. I hvert fald har Hobro Idrætscenter indkøbt otte fuldautomatiske og intelligente maskiner, der husker det hele for dig – og fortæller dig, hvornår det er tid til at gå op i belastning og intensitet.

Tine Holst, fysioterapeut og personlig træner i Hobro Idrætscenter, fortæller:

- Træningskonceptet hedder EGYM, og maskinerne fungerer på den måde, at vi indstiller alle maskiner for dig én gang, hvorefter vi gemmer alle dine personlige træningsoplysninger, såsom siddeposition og træningsvægt, på et personligt armbånd, som du får udleveret.

- Næste gang du skal træne, så sætter du bare armbåndet hen til maskinen, så husker den det hele for dig.

På bare 30 minutter

Under træningen modtager du også en nøje træningsvejledning via en skærm, så du undgår forkert udførelse af øvelserne. Du træner altså hurtigt, sikkert og utrolig nemt, og skal ikke bruge ressourcer på at huske en masse om udførelsen og indstillingerne.

- En anden stor fordel er, at det bare tager 30 minutter at komme igennem alle otte maskiner, der aktiverer alle væsentlige muskelgrupper. Dermed kan du gennemføre en komplet workout på bare en halv time.

Instruktør Kasper Mark Larsen og Tine Holst - klar i det nyindrettede fitnesscenter i Hobro Idrætscenter. Foto: Hobro Idrætscenter

- Endelig så fortæller maskinerne dig også, når du skal udføre en ny styrkemåling, der kan fortælle om belastningen og træningsvægten skal øges. På den måde træner du hele tiden optimalt, fortæller Tine Holst.

Indbydende rammer

For at få plads til de nye maskiner har Hobro Idrætscenter udvidet og samtidig moderniseret fitnesscenteret.

Der er kommet flotte og stemningsfulde billeder fra Hobro og omegn på væggene i fitnesscenteret. Foto: Hobro Idrætscenter

- Vi har lavet et loungeområde, hvor man kan sidde og hygge sig med en vand eller en kop kaffe. Vi har også dekoreret væggene med smukke fotos fra lokalområdet, samt fået lidt planter ind i centret.

- Det er blevet superhyggeligt og stemningsfuldt, og heldigvis har vores medlemmer taget rigtigt godt imod det, siger Tine Holst.

Annonceret indhold

Nyeste