Livet her

Nybygget sauna: Medlemmer strømmer til Hadsund Vikinglaug

13. januar 2022 kl. 17:00

Har du prøvet at vinterbade, så kender du den helt særlige følelse af at dyppe kroppen ned i det iskolde vand. Et nærmest lammende dyp, der frigiver massevis endorfiner, som fortsætter med at udvikle sig til et sandt festfyrværkeri i kroppen, når man efterfølgende får varmen. Hos Hadsund Vikinglaug kan medlemmerne nu få den komplette oplevelse.

Hadsund Vikingelaug er en gruppe af vinterbadere i Hadsund, der holder til i Hadsund Roklubs smukke omgivelser på Thygelundsvej i skovkanten på nordsiden af Mariager Fjord.

Vikingelauget har i mange år nydt godt af fjordens klare badevand, både forår, sommer, efterår og vinter – men de har manglet et sted at få varmen – særligt om vinteren.

Firedoblet medlemstal

Det mangler de ikke længere. Vinterbaderne har nemlig fået bygget en saunahytte nogle få meter fra vandkanten af Mariager Fjord, og blandt andet derfor er antallet af medlemmer eksploderet.

- Siden Hadsund Vikingelaug blev en del af Hadsund Roklub, og vi fik bygget saunahytten, så er medlemstallet steget fra 20 til 80 medlemmer, så det har betydet en masse, at oplevelsen for vinterbaderne er blevet komplet, fortæller Anders Christiansen, formand for Hadsund Roklub.

- Hytten er bygget helt uden kommunale tilskud. Vi har fundet pengene via fonde, mens blot 3% er selvfinansiering. Det har været en fantastisk proces, hvor der også har været en stor hjælp fra frivillig arbejdskraft fra flere af medlemmerne, både af Hadsund Vikingelaug og Hadsund Roklub, fortæller Anders Christiansen, der ikke selv er blandt de mest ivrige vinterbadere.

Energi og livsglæde

Det er til gengæld hans gode ven Tom Gammelmark, der er i vandet flere gange om ugen, og ligefrem ser ud til at nyde at svømme rundt i det iskolde vand.

- Det giver en masse livsglæde og energi, og det er blevet ekstra godt, siden vi fik saunahytten. At afslutte et iskoldt dyp med at komme ind i varmen, og så nyde den mest fantastiske panoramaudsigt over fjorden, er bare berigende, fortæller Tom Gammelmark.

Ord, der bekræftes af Birgit Busk og Wandy Thygesen fra Assens, der flere gange om ugen kigger forbi til et dyp og en efterfølgende tur i saunahytten.

- Vi har været vinterbadere i Mariager Fjord i snart 20 år. Det kan svinge lidt, hvor meget vi er afsted, men i gennemsnit er det vel cirka tre gange om ugen. Det er virkelig skønt, og med den nye saunahytte er det blevet en endnu større oplevelse, lyder det samstemmende fra Birgit Busk og Wandy Thygesen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu