Skoleleder Per Ølholm og næstformand i bestyrelsen Lisbeth Nielsen er begejstrede for, at Hobro Friskole kan udvide med en børnehave til 30 børn i ”baghaven”, Jernbanegade 39. Arkivfoto: Martin Damgård
Livet her

Ny børnehave i villa et kæmpe sats - Nu gør de klar til at åbne

Det har været en stor mundfuld, fortæller skoleleder Per Ølholm, men nu er fribørnehaven i Hobro endelig klar til at åbne

21. juni 2022 kl. 14:47

HOBRO: Siden Hobro Fri meldte ud, at de nu var klar til at realisere drømmen om en fribørnehave, har interessen været stor.

Se også
Friskole køber nabovilla og åbner børnehave

Der er i alt plads til 30 børn. Når børnehaven åbner senere på året, begynder 15 børn, og allerede til nytår stiger antallet til 20. Det er mange flere, end skoleleder Per Ølholm havde turde håbe på.

- Det tager jo altid tid at starte ting op. Jeg havde tænkt, at hvis vi havde fem til ti børn til opstart, ville det være pænt, så det her er langt over forventningen, siger han.

- Det har altid været en drøm, at skolen skulle have en børnehave, så vi har gået og ventet på bygningen i 10-12 år. Den ligger klos op ad skolen og er perfekt til at have børnehave i, siger skoleleder Per Ølholm.

Per Ølholm fortæller, at der især har været interesse fra nye tilflytterfamilier.

- Jeg oplever en tendens til, at de nye familier gerne vil være tæt på deres børns uddannelse, og det er vi vilde med, for det er jo det, tanken om Hobro Fri bygger på, siger Per Ølholm og forklarer, at størrelsen på både børnehaven og skolen også er en tiltrækkende faktor for forældrene.

- Derudover får jeg fortalt, at forældrene gerne vil have deres børn i mindre grupper og klasser, som kan være svært at få opfyldt i kommunale skoler og daginstitutioner. Hos os begynder man i en lille børnehave, som går videre over i en mindre skole, og hele vejen følger de samme lærere og pædagoger med.

Krævende renovering

Det er efterhånden halvandet år siden, at Hobro Fri købte ejendommen af Mariagerfjord Kommune. Dengang troede man, at der blot skulle laves et ventilationsanlæg, gives en omgang maling og bygge en legeplads, men det viste sig, at renoveringen var noget mere omfattende.

- Det at få godkendt en bygning til daginstitution er en kæmpe ting, og der er mange krav. Der skal være styr på alt fra udsugning med CO2-måling, automatisk brandanlæg til støjdæmpning, forklarer Per Ølholm og fortæller, at det også er blevet mere omkostningsfuldt end forventet.

- Det har været en stor mundfuld. Vi har brugt hele opsparingen, så det er også et kæmpe sats, men vi har fået et fantastisk hus nu.

Hobro Friskole har købt ejendommen Jernbanegade 39 af Mariagerfjord Kommune for at indrette den til børnehave. Villaen rummede tidligere et kommunalt tilbud til unge sindslidende. Foto: Per Ølholm

Hobro Fri har dog gjort, hvad de kunne for at spare på pengene. Ved hjælp af forældrenes håndkraft, har man kunne ordne meget selv. I weekenden tropper et hold forældre igen op til at bygge legeplads og male indvendige vægge.

Ny leder er ansat

Udover en månedlang renovering af det gamle arkitekttegnede hus på Jernbanegade 39, har skolen også fået ansat en ny afdelingsleder til børnehaven.

Lise Arndt Christensen tiltrådte 1. juni. Hun kommer fra en stilling som pædagog i Naturbørnehaven Wiegaarden, hvor hun har været de seneste otte år. Tidligere har hun været med til at etablere Børnehuset i Rostrup.

- Lise er en stor styrke for os. Hun er meget entusiastisk og drømmer om at lave en fed børnehave fra bunden, hvilket hun har god erfaring med fra tidligere, siger Per Ølholm.

Børnehaven er også godt i gang med at ansætte deres første pædagog.

- Der er gang i butikken. Nu glæder vi os meget til at nå dertil, hvor børnene løber rundt og leger, og alt det, vi drømte om, bliver til virkelighed, siger skolelederen.

Annonceret indhold

Nyeste