Teamet hos Mariagerfjord Erhverv. Forrest fra venstre: Henrik K. Hansen, erhvervskonsulent, Helle Zinn, sekretær, Keld Christensen, erhvervskonsulent. Bagerst fra venstre: Lars Dahl Vester, erhvervskonsulent og Michael Christiansen, erhvervschef.
Livet her

Navnet er skiftet, men missionen er den samme

29. januar 2023 kl. 06:00

Siden 2006 har Mariagerfjord Erhvervsråd været en værdifuld sparringspartner for erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune. Sådan bliver det også fremadrettet, men nu under et nyt navn: Mariagerfjord Erhverv.

- Vi vil i endnu højere grad gerne signalere, at vi er til for alle virksomheder i kommunen. Fra den spirende iværksætter til de allerstørste virksomheder.

- Her har ordet ”råd” i vores navn (Mariagerfjord Erhvervsråd, red.) måske sendt et forkert signal om en lidt lukket klub. Vi er jo det helt modsatte, nemlig et tilbud for alle. Derfor hedder vi fremover bare Mariagerfjord Erhverv. Det er mere moderne og passer meget bedre, fortæller Michael Christiansen, der siden 2017 har været erhvervschef hos Mariagerfjord Erhverv.

- Men vores mission er den samme, som den altid har været. Nemlig at gøre Mariagerfjord Kommune til et attraktivt sted at drive virksomhed, og at stå til rådighed for alle grene af erhvervslivet.

- Det gør vi ved at præge og påvirke de politiske beslutninger, der har indflydelse på erhvervslivet i kommunen, og ikke mindst ved at udfordre og hjælpe virksomhederne til at realisere deres potentiale og derved skabe vækst, udvikling og arbejdspladser i lokalområdet.

- Og det gælder hele vejen i en virksomheds livscyklus, hvor der jo er en række forskellige udviklingstrin. Uanset hvor man befinder sig, er man altid velkommen til at få en snak med os, fortæller Michael Christiansen.

Mariagerfjord Erhverv kan således hjælpe med alt fra sparring om forretningsplanen til iværksætteren til at søge forskellige tilskud til vækstfremmende tiltag, input til den vigtige grønne omstilling, finde nye medarbejdere og rådgivning om salg og generationsskifte i en virksomhed. For bare at nævne lidt af mulighederne.

- Man skal bare tage fat i os, og er der områder, vi ikke selv kan hjælpe med, så kender vi med garanti nogen, der kan, fortæller Michael Christiansen.

Vil være endnu mere synlige

Udover at Mariagerfjord Erhverv hjælper alle virksomheder, koster det et relativt beskedent beløb, hvis man vil være medlem af Mariagerfjord Erhverv og få adgang til en række medlemsfordele, herunder deltagelse i en række arrangementer i løbet af året. Foreningen har i dag godt 400 medlemsvirksomheder, men vil gerne have endnu flere medlemmer.

- Selvom vi har eksisteret i mere end 15 år og benytter enhver lejlighed til at fortælle om vores eksistens og mange forskellige muligheder for rådgivning og sparring, så oplever vi stadig, at nogle virksomheder ikke kender til os.

Michael Christiansen, erhvervschef Mariagerfjord Erhverv.

- Her skal vores navneskift til Mariagerfjord Erhverv, der også indeholder en ny visuel profil, være med til at gøre os endnu mere synlige. Vi vil simpelthen være et samlingspunkt af og for hele erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune, fortæller Michael Christiansen.

En lang række arrangementer

I tillæg til rådgivning og sparring præsenterer Mariagerfjord Erhverv også en lang række forskellige erhvervsarrangementer i årets løb.

Fra StartUp Caféer for iværksættere til inspirationsbesøg hos etablerede virksomheder samt andre arrangementer med et konkret fagligt og relevant indhold.

Desuden har Mariagerfjord Erhverv – i samarbejde med Mariagerfjord Kommune – de seneste år også været vært for nogle meget populære karrieredage, hvor lokale vækstvirksomheder på medarbejderjagt har mødt potentielle kandidater. Et tiltag, der har været en stor succes til glæde for både virksomheder og jobsøgende.

Nyt tiltag

Mariagerfjord Erhverv har de sidste mange år uddelt Aktiv Prisen til en virksomhed eller enkeltperson, der har ydet en ekstraordinær erhvervsmæssig indsats eller præsenteret en særligt god idé af relevans for erhvervsudviklingen i Mariagerfjord-området.

- Den pris uddeler vi fortsat, men udvider den med en række andre erhvervspriser. Det betyder, at vi til efteråret arrangerer en helt særlig ”Award Night” for erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune. Det glæder vi os rigtig meget til, slutter Michael Christiansen.

Mariagerfjord Erhverv består af fem medarbejdere, der udover erhvervschef Michael Christiansen tæller erhvervskonsulenterne Henrik K. Hansen, Lars Dahl Vester, Keld Christensen og sekretær Helle Zinn.

Annonceret indhold

Nyeste