Inger Taylor, Stinesminde ved Hobro, er død, 54 år. Arkivfoto: Torben Hansen
Livet her

Naturens milde forkæmper er død, 54 år - Hun såede smil

Inger Taylor, Stinesminde ved Mariager Fjord, har sat sig utallige spor i naturen - men også i hjerterne på alle dem, der vil savne hendes smil og gode humør

08. februar 2021 kl. 11:19

Inger Merete Drasbæk Taylor, Høkerbakken 6, Stinesminde, Hobro, er sovet stille ind uden forudgående sygdom, 54 år.

Inger Taylor var en engageret og inspirerende miljøvejleder i Mariagerfjord Kommune gennem 21 år. Med stor faglig kompetence satte hun sig ind i selv den mindste detalje. Altid på naturens side og et lille skridt foran i tanke og handling.

Inger Taylor har ikke reddet Danmarks natur, men hun har sået frø og plantet håb og smil, der hvor hun nåede at sætte sit helt særlige miljø-aftryk.

Når man til sommer ser vilde blomster vokse frem omkring et regnvandsbassin i Mariagerfjord kan man sende en tanke til Inger Taylor, der sidste år satte noget så besværligt som en kommunal biodiversitetsplan på skinner.

Det samme gælder en travetur på Panoramaruten langs Mariager Fjord, eller den måde, man underviser i faget natur og teknik på Arden Skole. Inger Taylor har haft en tanke og en idé med i spillet.

Med en sjælden evne til at kombinere visioner med strategi og engagere de mennesker, der kan gøre ide til virkelighed, har hun sat sig utallige spor. De fleste i naturen, men også i hjerterne på alle dem, der vil savne hendes smil og gode humør.

Inger Taylor voksede op på en gård i Råby ved Havndal. Som ung havde hun udlængsel og tog arbejde, hvor hun kom frem, blandt andet på en svinefarm i Canada.

I Frankrig arbejdede hun i vinhøsten og mødte australske Chris, som hun senere blev gift med. De slog sig ned i hans hjemland Australien og fik to sønner.

Inger Taylor uddannede sig til biolog på universitetet i Wollongong og arbejdede for australske myndigheder, der har med miljø og nationalparker at gøre.

Som grøn guide bidrog Inger Taylor til at søge store beløb hjem til blandt andet naturlegeplads og til at omskabe Vejrholt Mose til naturpark. Arkivfoto: Torben Hansen

Stillingen som grøn guide ved Mariager Fjord blev oprettet til Inger Taylor, da hun og familien i år 2000 vendte hjem fra Australien.

Inger Taylor var et skattet medlem af Soroptimisterne Mariager Fjord, som nød godt af hendes hjælpsomhed og store viden om naturen, for eksempel når hun var guide på en af klubbens mange gåture i lokalområdet.

Hun var tiltrukket af det Radikale Venstres grønne profil og havde i en del år tillidsposter i partiets Mariagerfjordafdeling.

Inger Taylor var medforfatter på bogen "Mariager Fjord - fra Kilde til Kattegat" som udsprang af et tegnetræf for kunstnere på Låenhus ved Mariager Fjord i 2011.

De sidste 16 år af sit liv levede Inger Taylor sammen med Gert Richelsen. Sidste år i februar blev de gift i Ribe. Parret boede i det lille fiskerleje Stinesminde ved Mariager Fjord. Inger Taylor havde også håndværksmæssig snilde, så det var et fælles projekt at gå og sætte ejendommen i stand.

Hun havde en drøm om at gå ned i tid på jobbet, få et lille firma og skrive en bog om naturahaven med danske urter og blomster, men desværre nåede hun det ikke.

Inger Taylor efterlader sin ægtefælle Gert Richelsen, sønnerne Daniel og Shannon fra sit første ægteskab med Chris, bonusbørnene Jeppe og Kira, forældrene Kaj og Ingrid Jakobsen og sin bror Karsten Jakobsen.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu