Sådan så det ud, da Mette Holm lige fjernede en "bussemand" fra Ivan Evigvår. Billedet er fra hans nuværende lokation i København. Privatfoto
Livet her

Mette fik Ivan Evigvår til Mariager: Har jagtet en trold til byen i årevis

17. august 2022 kl. 15:00

Egentlig troede Mette Holm, at der var god tid.

Hun havde været interesseret i kunstnerens Thomas Dambos kæmpetrolde i årevis, men nu var der nærmest ved et tilfælde opstået en mulighed for at få en af genbrugskreationerne til hendes hjemby Mariager.

Den vise trætrold, Ivan Evigvår, var nemlig på vej til at blive hjemløs på grund af et nyt byggeprojekt på Københavns Sydhavn, hvor han hidtil har stået. Kunstneren Thomas Dambo ville gerne have ham flyttet og tog nu imod gode forslag til, hvor hans nye hjem kunne blive.

Men et telefonopkald til troldekunstnerens assistent vendte pludselig situationen helt på hovedet.

- Han fortalte, at der var deadline næste morgen, siger Mette Holm, der til dagligt arbejder på Mariager Saltcenter.

Her betalte hendes årevis af engagement sig dog.

Der var stor jubel i Munkholmanlægget, da Mariager blev annonceret som vinderby. Foto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

- Jeg sendte simpelthen alt det materiale, jeg havde samlet i de foregående år. Og det var heldigvis nok til at få os i betragtning, fortæller hun.

Ivan den vise

Der er nok ikke mange i lokalområdet, der ikke har opdaget, at Mariager bliver det nye hjem for Ivan Evigvår. Konkurrencen mellem seks danske områder - som udover Mariager talte Odsherred, Langeland, Ærø, Ungdomsøen i Øresund og Bornholm - har fået over 51.000 stemmer på Facebook. Heraf gik intet mindre end 18.000 til Mariager.

For Mette Holm begyndte betagelsen af Dambos trolde dog ikke med Ivan Evigvår. Faktisk har hun været interesseret i at få en til lokalområdet, siden kunstneren under coronapandemien satte ti trolde op hemmelige steder i Danmark som led i en skattejagt.

- Jeg syntes bare, at troldene var rigtigt fine og tænkte, at sådan en ville jeg gerne have til Mariager, fortæller Mette Holm.

Ivan Evigvår er konstrueret af gamle bundgarnspæle og alt træaffald, som Thomas Dambo har fundet. Foto: Thomas Dambo / thomasdambo.dk

Hun har ikke helt nemt til at sætte ord på, hvad det er, der er så dragende ved troldene.

- Måske har det noget at gøre med, at de er lavet af træ. Det er et fedt materiale. Jeg synes, det er fantastisk, at man med brædder og pæle kan bygge noget så levende. Troldene skaber lidt et slags drømmeunivers, hvor man kan få lov til at være barn igen, siger hun.

Jagten går ind

Inspireret af Dambos skattejagt gik hun selv på jagt efter en trold. Hun begyndte at undersøge, hvordan man kunne skaffe midler til en trold, men stødte hurtigt på en mur.

- Jeg kunne ikke søge penge fra fonde som privatperson. Jeg var nødt til at gøre det gennem en forening, siger Mette Holm.

Hun fandt dog hurtigt nogen, der kunne hjælpe hende med at overkomme muren.

- Jeg begyndte at undersøge, hvilke foreninger i Mariager der kunne hjælpe. Cittaslow var det oplagte valg. Jeg bød derfor Erik Kirkegaard Mikkelsen (tidligere borgmester i Mariager Kommune) til kaffemøde hos mig, siger hun.

Cittaslow

CittaSlow stammer fra Toscana, Italien, men er siden begrebets oprindelse i 1999 blevet et globalt byudviklingskoncept, som i dag praktiseres i mere end 120 byer. Disse byer/kommuner er således certificerede medlemmer af den internationale CittaSlow organisation og netværker på forskellige plan.

I Danmark er der afdelinger i Mariager og Svendborg.

I Mariager består foreningen af repræsentanter fra blandt andet foreningslivet, handels- og turistforeninger og andre lokal aktører.

Formålet med konceptet er, at den enkelte by fokuserer på de eksisterende værdier, fx historien, ressourcerne, naturen, kulturen og de lokale produkter. Ved at se på de eksisterende værdier, finder man byens identitet, samt grundlaget for videre udvikling.

Kilde: cittaslow-mariager.dk

Selvom der var medlemmer i foreningen, der heller end gerne gav en hånd med, blev hele projektet sat på pause, da nedlukningen blev rullet tilbage, og Mette Holm begyndte på arbejde igen. Der var meget, der skulle være styr på, og troldejagten gik lidt i baggrunden.

Lige indtil hun blev tagget på Facebook af en kollega.

Ivan skulle flytte

Opslaget var skrevet af Thomas Dambo, og det handlede om, at den viste af troldene - Ivan Evigvår - skulle flytte fra Sydhavnen og finde et nyt hjem. Hun kendte Dambos team fra sit tidligere engagement, og det var her, at hans assistent pludselig gav den korte deadline.

Det førte til et par hæsblæsende uger med troldekampagne, indtil sejren endelig kunne fastslås 1. august klokken 12.00, hvor Dambo udtrak vinderen.

Det førte til et regulært jubelbrøl i Munkholm-anlægget i Mariager, hvor byens børn spændt ventede på afgørelsen. Det er blandt andet børnene, Mette Holm håber, vil få glæde af Ivan Evigvårs tilstedeværelse.

- Jeg håber da, at det er noget, som byens børn, skoler og børnehaver kan bruge som en slags fortælling. Jeg ved, at nogle af børnehaverne allerede har været nede i anlægget og få historier om Ivan. De fik at vide, at han var meget klog og godt kunne lide at få fortalt historier, siger hun.

Hun håber dog også, at han skal blive et aktiv for byen som helhed.

- En af tankerne er da også, at det vil kunne tiltrække både turister og tilflyttere. Mariager er jo en lille by, og det er vigtigt, at vi gør noget for at sikre, at vi ikke ender som en død by, siger Mette Holm.

Mister fødderne

Selvom sejren er i hus, er arbejdet dog ikke slut. Mandag aften var Mette Holm ude i Munkholm-anlægget med Mette Bay Velling, der er formand for Cittaslow for at undersøge mulige placeringer. Mette Bay Velling har sammen med Mette Holm lagt et stort stykke arbejde i at få trolden til netop at bo i denne skov.

Det er Thomas Dambo og hans hold, der bestemmer, men de tager gerne imod inputs, fortæller Mette Holm. De har også lovet at gøre alt for, at Ivan Evigvår kan være flyttet ind til 25. august, hvor Political Festival of Europa løber af stablen i Mariager.

Selve flytningen kommer til at foregå relativt skånsomt - i hvert fald efter trætrolde-standarder. Ivan skal have skåret fødderne midlertidigt af, så håndværkerne kan fjerne nogle pæle under ham. Ellers er planen, at han skal læsses på en lastbil og køres til Mariager.

Annonceret indhold

Nyeste