Når den tremastede skonnert Fulton til sommer stævner ind i Mariager Fjord bliver det i rollen som krydstogtskib. Krydstogtgæsterne skal bl. a. besøge Mariager og overnatte i Rebild. Privatfoto
Livet her

Med Fulton på krydstogt på Mariager Fjord

Gammel skonnert springer til sommer ud som krydstogtskib

09. februar 2021 kl. 10:41

Under skipper Mogens Frohn Nielsen ledelse i 1970’erne og 1980’erne var den tremastede skonnert Fulton særligt kendt for at hjælpe udsatte unge på ret køl via lige dele kæft, trit og retning samt kærlige knus.

I dag er den pædagogiske retning markant anderledes, men Fulton er stadig et sted, hvor unge med udfordringer får hjælp til at finde en god retning i livet.

Når Fulton i juni lægger fra land i Mariager Fjord bliver det imidlertid med et halvt hundrede krydstogtgæster om bord.

Det er rejsebureauet Nilles, som i samarbejde med Fulton står bag det noget anderledes ferietilbud.

- Vi oplever i disse tider, at danskerne i stigende grad søger mod de lidt anderledes og autentiske oplevelser, som gerne må rumme noget historie.

- Derfor er vi også glade for at præsentere vores nye samarbejde med Fulton, som giver vores gæster mulighed for at opleve Danmark fra sin flotteste side og samtidig få en bid af historien, siger Miriam B. Christiansen, som er direktør i Nilles Rejser.

Krydstogtet med Fulton udgår som nævnt fra Mariager Fjord, og undervejs vil der bl. a. være indlagt besøg i Mariager og overnatninger i Rebild, på Djursland, på Samsø og i Horsens, inden sørejsen når sin endestation i Vejle Fjord.

- Fulton sejler stadig hovedsageligt med unge mennesker, men vi glæder os meget til det nye samarbejde, hvor vi skal sejle med et mere modent publikum.

- Normalt inddeler vi ved påmønstringen gæsterne i tre hold, som på skift varetager alle daglige gøremål, herunder madlavning, sejlsætning og rortørn.

- Det slipper Nilles gæster for, men der er stadig mulighed for at deltage i de praktiske gøremål ombord, hvis man har lyst, siger Jakob Jensen, der i dag er skipper på Fulton.

Hos Nilles Rejser er forventningen, at krydstogtet vil bidrage positivt til aktivitetsniveauet i en række landets kystbyer, der fremadrettet kan se frem til at få besøg af op mod 50 passagerer pr. anløb.

- På disse krydstogter sejler vi om dagen, overnatter på lokale hoteller om natten og tager på udflugt med bus til forskellige attraktioner.

- Det bidrager til øget aktivitet på hotellerne, mere liv på restauranterne og entréindtægter hos de lokale attraktioner.

- Samtidig vil den historiske skonnert uden tvivl tiltrække lokale og turister i de havne, hvor skibet lægger til, fortæller Miriam B. Christiansen.

Udover krydstogtet ombord på Fulton er Nilles Rejser også klar med en række andre krydstogtrejser i 2021. Rejser, hvor gæsterne blandt andet kan se frem til at opleve Limfjordens perler fra søsiden og gå i land på molerøen Fur, udforske den barske natur i Thy eller den charmerende gamle købstad Nykøbing Mors.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu