Markedsdag kom haltende fra start i Øster Hurup
- Folk har ikke rigtig vænnet sig til, at der er åbnet igen, lød det fra en kræmmer
Hverken købere eller sælgere har vænnet sig til, der er lempet i Corona-restriktionerne, og hverdagen så småt har indfundet sig i sommerlandet. Det kunne begge parter mærke, da der tirsdag var kræmmermarkeder to steder i Øster Hurup.
På området ved turistkontoret, på vej ud mod havnen i turistbyen, plejer pladsen ved kontoret på sommertirsdage at være fyldt med boder og mange mennesker på jagt efter tilbud, men tirsdagens marked var kun besøgt af få kræmmere, og der var også langt mellem købelystne gæster.
Der var samtidig betydelig flere kræmmere og gæster i Fruerlundparken, hvor Novo-markedet har plads, men slet ikke så mange hverken boder eller besøgende, som en normal sommertirsdag.
Der var kun sparsomt med biler på den store parkeringsplads, og strømmen af mennesker mellem boderne var også til at overskue.
- Folk har ikke rigtig vænnet sig til, at der er åbnet igen, men de skal nok komme, når der kommer mere liv i sommerhusene, som en af kræmmerne udtrykker det.
Sommeren igennem vil der hver tirsdag være kræmmermarked de to steder i turistbyen.