Saltcenteret i Mariager bliver omdrejningspunktet, når DN Mariagerfjord søndag 22. august - sammen med en række andre lokale aktører - sætter fokus på havmiljøet og dermed også på miljøtilstanden i Mariager Fjord. Arkivfoto
Livet her

Lokale i aktion for bedre havmiljø

Saltcenter i Mariager bliver omdrejningspunktet for en masse aktiviteter i og på vandet søndag 22. august

04. august 2021 kl. 14:43

Søndag 22. august sætter Danmarks Naturfredningsforening over hele landet fokus på havet og de kommende forhandlinger på Christiansborg om en ny havplan.

Baggrunden for aktionen er, at de danske farvande ifølge DN er i kritisk dårlig tilstand og udfordres af bl. a. iltsvind, klimaforandringer, råstofindvinding og skadelige fiskerimetoder.

Lokalt kommer aktionen til at udspille sig på havnepladsen foran Mariager Saltcenter, hvor Danmarks Naturfredningsforening Mariagerfjord udover saltcenteret har allieret sig med Mariager Sejlklub, Mariagerfjord Kommunes Natur- og Miljøafdeling, Mariager Kajakklub, Fjordbaderne, SejlSikkert-kampagnen, Mariager Skole og Mariager Fiskeriforening.

Der vil på dagen være taler af den lokale DN-formand Kaj Edlund, naturchef i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Ussing og byrådskandidat Malene Ingwersen fra Enhedslisten.

Derudover vil der bl. a. være mulighed for at sejle i kajak og røre ved nogle af fjordens forskellige fisk, krabber, muslinger m.v. SejlSikkert-instruktører viser, hvoran man redder en mand, der er faldet over bord. Mariager Sejlklub sejler havnekapsejlads med klubbens nye både, der skal være med til at lokke “Nye sejlere på vandet”. Saltcenterets vægge vil være dekoreret med tegninger lavet af børn fra Mariager Skole, og så er der i øvrigt mulighed for at smage ”Danmarks bedste hindbærsnitte til en gratis kop kaffe/ saftevand”, som det hedder i pressemeddelelsen fra DN Mariagerfjord.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu