Kunne du tænke dig o-løb, begyndere kan starte her
Mariager Fjord Orienteringsklub holder træningsløb
MARIAGERFJORD: Onsdag 24. maj afholder Mariager Fjord Orienteringsklub træningsløb, og samtidig afholdes der begyndertræning. Det afvikles i Linddale i Hadsund.
Fra klubben er det Kim og Jens Chr. Dalgaard, der står for arrangementet. De fortæller, at begyndertræningen er for aldersgruppen 13 år og op til voksne, men at yngre børn gerne må deltage ifølge med en voksen.
Mødested er overfor vandværket på Markedsgade/Højmarken i Hadsund, og der er afmærkning dertil fra Vestergade/Markedsgade. Der kan startes mellem kl. 17.00 og 18.30.
Linddale er perfekt til begyndertræning, da det er et lille og overskueligt område, som er præget af den bynære placering i Hadsund.
De to tilbyder hele fem forskellige baner.
Nye løbere kan få vejledning af klubbens erfarne løbere, og det er også muligt at låne både kompas og tidtagningsbrik.