Jan Thøgersen, formand for Skelund Menighedsråd, står i spidsen for et projekt, der i løbet af nogle år skal sikre ladestandere ved de fleste af af de 14 kirker i Hadsund Provsti. Han kører selv i en elbil. Foto: Claus Søndberg
Livet her

Kom til kirken og få strøm til elbilen

Hadsund Provsti vil opsætte ladestandere i landsbyerne

13. juni 2022 kl. 06:00

HADSUND: Kom i kirken, få syndernes forladelse, åndelig optankning - og strøm på din elbil.

Menighedsrådene i Hadsund Provsti i Mariagerfjord Kommune udvider ”butikken”, og snart skal man kunne lade sin elbil op på pladsen foran Guds hus.

- Vi har foreløbigt sat 200.000 kroner af til at installere ladestandere. Der er også penge i de kommende år, så om tre år tror jeg, at de fleste af provstiets 14 kirker har ladestandere, siger Jan Thøgersen, formand for menighedsrådet i Skelund.

Han er tovholder på projektet og arbejder lige nu på at indhente tilbud fra forskellige udbydere.

Jan Thøgersen betegner det som ”99 procent idealisme”, når kirkerne nu satser på ladestandere ved de små kirker. De ligger typisk i mindre landsbysamfund, som står sidst i køen til at få de kraftige stikkontakter til hurtig opladning af bilernes batterier.

- Hvis ingen tager initiativ, kan der gå lang tid, før ladestanderne kommer til landsbyerne. Borgere med elbiler kan som regel lade op derhjemme, men der kommer jo også gæster udefra, som har brug for strøm til bilen, forklarer han.

Jens Laurids Pedersen, formand for Als Menighedsråd, supplerer:

- Vi markerer, at kirkerne er en del af den grønne omstilling, og så er vi med til at tilgodese lokalsamfundene, siger han.

Første folkekirkelige stik til elbiler i Hadsund Provsti forventes at blive monteret i løbet af kort tid ved Skelund Kirke.

Snart kommer der en ladestander ved Skelund Kirke, så elbiler kan få strøm på batterierne. Foto: Claus Søndberg

- Skelund bliver vores pilotprojekt, hvor vi tester systemet og omkostningerne. Det er vigtigt, at de enkelte menighedsråds økonomi ikke belastes, og de skal heller ikke blandes ind i driften, siger Jan Thøgersen.

Kommende brugere skal betale for at lade deres elbiler ved kirkens standere. De bliver tilgængelig for alle og er altså ikke forbeholdt kirkegængere.

Annonceret indhold

Nyeste