Klumme: Det skal være løgn, det der

Jeg har tænkt og tænkt, grublet og grublet, vendt skråen, overvejet, afvejet. Naget mig, det har det, det her. Frem og tilbage, det ene og det andet, for og imod og forfra igen. Så går jeg mig en tur, en lang tur, langs Limfjordens friskblæste, til vågen flugt opruskede vande.

Det hjælper.

Det gør det næsten altid.

Blikket forynges simpelthen af luft og fjord.

Det har jeg altid ment. Det har jeg altid sagt.

Der er en sæl og der er en måge. Der er favnende strande. Der er bredning, sund og kringlet vig. Der er syngende sømænd, flere af dem endda, blot man lytter efter. Der er kuling fra Hals og til Harboør, der er kølige stænk mod min pande, der er toner, der fylder hver en bugt.

Sådan er det langs Limfjorden.

Himmel og hav mødes så forenende, at det svært lader sig afgøre præcist hvor det ene bliver til det andet. De store vidder, de høje højder, ro i sjæl og sind, luft i lungerne, luft til hjernen.

Det hjalp.

Nu begynder det at dæmre. Nu kommer det lige så stille til mig, alt det som før var så fjernt. Med hvert skridt, med hvert åndedrag, står det mig klarere og klarere, at nej, det skal sørenskisme være løgn, det her. Ikke på vilkår! Det kan sgu ikke passe, at jeg skal finde på et nyt nytårsforsæt hvert eneste år.

Jeg kan ik’ og jeg vil ik’.

I spør’ og spør’ og det er helt urimeligt. Nu ved jeg, hvordan Søren Pape og Jakob Ellemann havde det på det der pressemøde med solen i øjnene. Hvorfor skal det lige pludselig handle om mig?

Hvad med jer selv?

Ret lige skytset et andet sted hen, tak.

Her har man troligt lavet nytårsforsætter på egne vegne i årevis. Være et bedre menneske, gøre en forskel, tage mig lidt sammen, den slags. Selvudvikling, set indad, set udad, stoppet med det ene og det andet, begyndt på noget tredje, været mere venlig, rummelig, hensynsfuld, alt sådan noget. Det hele opfyldt til punkt og prikke. Flueben på flueben er sat. Der er ikke noget at komme efter og nu vil I have mere?

Nej, siger jeg. Det kan simpelthen ikke blive ved med at være et envejsarrangement, det her, helt ærligt. Nu må det snart være alle andres tur, resten af verdens tur, jer andres tur til også at spæde lidt til. Til også at optimere lidt. Vi skal allesammen være her.

Kom nu lige lidt, ik’. Jamen, det var da utroligt.

Når I andre har fået styr på noget af alt det andet rundt omkring, der trænger, så kan I komme tilbage. Så skal jeg hjertens gerne lave mig et nyt nytårsforsæt, men ikke et sekund før.

Det her bliver et friår.

Færdig, slut.

Lau Aaen skriver satiriske og fiktive klummer med perspektiv og et skarpt blik for den omkringliggende verden.