Livet her

Kirsebærhaven gik Lucia og var i kirke

Veddum-børn er i den grad ved at være varmet op til jul

15. december 2020 kl. 14:43

Børn og voksne i Kirsebærhavens børnehave i Veddum har rigtig hygget sig i december. De har lavet julegaver, klippet og klistret, haft drillenisser på besøg, hentet to juletræer i Dannys skov og meget mere.

Og ikke mindst har de holdt Luciafest og været i kirke. Luciaoptoget gik fra Kirsebærhaven gennem byen op til Brugsen. Der var et stort publikum af forældre, bedsteforældre og andre, der havde lyst til at se på. De stod langs fortovet og holdt passende afstand.

- Det var lidt svært at holde de fine, hvide kjoler rene. Der var lidt regnvejr, så de blev noget mørke for neden. Vi sang Rudolf med den røde tud og På loftet sidder nissen. Vi sang selvfølgelig også Luciasangen. Da vi havde sunget, blev vi inviteret ind i Brugsen til æbleskiver, beretter dagtilbudsleder i Kirsebærhaven Lise-Lotte Laugesen.

Børnehaven kontaktede selv præsten i Skelund, Peter Grove, for at spørge, om de måtte komme i kirke. Han fortalte, at det var Iben Brejner Højgaard, der havde opgaven med børnehavebørn.

- Vi var så heldige, at vi kunne få kirkebil, så vi blev transporteret i bus til Skelund Kirke. Præsten, graver og kirkesanger modtog os uden for kirken. De havde mundbind på som de voksne i børnehaven. De mødte os med sprit, så vi fik alle sprittet hænder, inden vi gik ind i kirken.

- Vi sang nogle julesange, hørte juleevangeliet, hjælp præsten med at pynte juletræet og fik lov til at komme op til alteret. Da vi gik ud af kirken, fik alle børn en chokoladeengel med hjem, fortæller Lise-Lotte Laugesen.

På grund af covid-19 måtte Kirsebærhaven desværre undvære bedsteforældredag og kaffedag for familien.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu