Kasper Reimer Sørensen har åbnet tattoo-salonen DeadSwallow  i Hobro.
Livet her

Kaspers nyåbnede tattoo-butik i Hobro er ikke som andre

Lige siden Kasper åbnede sin første tattoo-butik, har han haft et klart mål 

27. september 2022 kl. 07:01

Allerede som ung vidste Kasper, at han ville gøre op med stereotyperne indenfor branchen. For ham handlede det om at skabe unik kunst. 

Da han for 12 år siden åbnede en tattoo-butik i Skive, var det derfor også med målet om at gå en anden retning, end hvad de fleste forbandt en tattoo-salon med, og ikke mindst bryde med fordommene om hvilke folk, der bar dem. 

- Jeg ville væk fra, at det kun var bestemte typer, der fik tatoveringer. Det skulle være for alle. Det skulle være mainstream, siger han.  

Man kan vist roligt sige, at Kaspers mission er lykkedes. For nyligt åbnede han endnu en tattoo-butik, denne gang i Hobro under samme navn - DeadSwallowTattoo.

- Vi var efterhånden ved at være vokset ud af lokalerne i Skive, så det var oplagt at åbne her, siger han.   

Jonas Nielsen og Kristoffer Mejlby Sørensen vil være de faste tatovører i den nyåbnede butik i Hobro. Kasper Reimer Sørensen kommer til at flekse mellem de to butikker.

Da han kommer fra Hobro og som ung selv blev butiksuddannet i byens herretøjsforretning Mr. Tang, var kundekredsen allerede stor. 

- Der har i mange år været ret stor efterspørgsel på, om jeg ikke åbnede noget her i byen, men der har simpelthen ikke været tid før nu, siger Kasper og fortæller, at butikken på den korte tid er kommet godt fra start. 

Ingen copy paste  

I begyndelsen krævede det en stor indsats, at få folk til at forstå, at en tattoo-butik ikke nødvendigvis behøvede at ligge i en kælder, være overdækket med billeder af dødningehoveder, hjerter med pile og kun have kunder med læderjakker og punkerhår. 

Men gennem kvalitetssikring og unikke designs blev kundeskaren langsomt større.

- Vi har altid slået os op på den høje kvalitet. Hos os skulle man ikke bare kunne komme og få lavet det samme, som alle andre steder. Vi vægter det højt at designe den helt rigtige tatovering, som både kunden og vi kan stå inde for. Der er ingen copy paste, siger Kasper. 

- Og hvis man samtidig vil have et bredt kundesegment, har det fra start været et valg, at butikken skulle udstråle det samme. 

Hos DeadSwallowTattoo arbejder de indenfor alle stilarter. Kasper Reimer Sørensen er selv specialiseret i realisme.

Rene linjer 

Konceptet i butikken i Hobro er dog heller ikke til at tage fejl af. Med en kursiv skrift står navnet diskret skrevet på facadens matterede glas. 

Indenfor bliver man mødt af en minimalistisk stil, hvor store spejle er det eneste, der pryder de hvide vægge. Her er hverken farverige billeder med eksempler på tatoveringer eller mapper med færdiglavede designs.

Selvom stilen for 12 år siden var kontroversiel, har det vist sig at virke.  

- Vores kunder kan være hvem som helst. Vi har mange trofaste kunder, der er kommet hos os lige siden, vi åbnede butikken i Skive, men vi har også en del unge, der kommer og får deres første tatovering - og det bliver sjældent den sidste, fortæller Kasper.

- Nu håber jeg, at vi kan ramme markedet i Hobro og få butikken til at køre lige så godt som den i Skive, siger han.

  

Annonceret indhold

Nyeste