Livet her

Job-speeddating blev igen en stor succes

29. oktober 2022 kl. 12:02

HOBRO: Seks lokale virksomheder på udkig efter nye medarbejdere og 43 ambitiøse kandidater på udkig efter drømmejobbet. Det var ingredienserne, da Mariagerfjord Erhvervsråd, Virksomhedsservice Mariagerfjord og Akademikernes A-kasse torsdag inviterede til Karrieredag i Hobro.

Med de 43 deltagere, der kom fra det meste af Nord- og Østjylland, kunne der meldes totalt udsolgt til karrieredagen, der blev afholdt på Cemtec i Hobro.

De fremmødte kandidater blev budt velkommen af Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune, inden de seks deltagende virksomheder præsenterede sig og fortalte om de konkrete jobmuligheder hos dem.

De seks virksomheder var: Ballard, Eurowind Energy A/S, Powercon, Technicon, Bila og Körber Supply Chain - et imponerende felt af virksomheder, hvor flere er blandt landets absolut førende inden for grøn omstilling i Danmark - alle med base eller afdeling i Mariagerfjord Kommune. Ens for alle virksomhederne er, at de er i kraftig vækst og på konstant udkig efter medarbejdere inden for blandt andet automatisering, digitalisering, softwareløsninger og konstruktion.

Tror på drømmejobbet

Efter virksomhedernes præsentationer var det tid til de korte jobsamtaler - speeddates - mellem virksomheder og kandidater. En af dem var 30-årige Niklas Kirketerp, uddannet maskinmester fra Aalborg.

- Jeg har umiddelbart kun booket to aftaler, men efter at have hørt indlæggene, så synes jeg faktisk, at der er gode muligheder for mig i fem af de seks virksomheder, så jeg vil lige prøve at få et par aftaler mere på plads, fortalte han.

- Jeg er ikke i job i dag, men er meget optimistisk. Jeg tror, der er rigtig gode chancer for, at dagen i dag fører mig til drømmejobbet. Jeg har været meget imponeret over virksomhederne, og de forskelligartede jobmuligheder, de rummer. Og skulle det alligevel glippe, så får jeg i hvert fald en masse brugbar erfaring med at gå til jobsamtale, lød det fra Niklas Kirketerp.

”Det er en rigtig god måde at gøre det på”

Hos virksomhederne var der også massevis af optimisme:

- Vi deltog også i den seneste karrieredag for et lille års tid siden, og det var en succes, der resulterede i, at vi havde fire-fem spændende kandidater i et længere forløb, så vi håber på noget tilsvarende denne gang. Det er en rigtig god måde at gøre det på, fortalte Henrik Kildedal Mathiesen, HR Manager hos Körber Supply Chain.

Også hos virksomheden Bila var de meget tilfredse med at være en del af karrieredagen:

- Lige nu er vi vel på udkig efter 30-40 nye medarbejdere, og der er to store gevinster ved en dag som denne, nemlig at vi får konkrete snakke med nogle spændende kandidater, men også at vi får mulighed for at præsentere os selv og dermed blive endnu mere kendte som virksomhed. Det kan sprede nogle ringe i vandet, hvilket er vigtigt i vores rekrutteringsproces.

- Hovedgevinsten er selvfølgelig, hvis dagen i dag betyder, at vi får ansat nogle nye medarbejdere, og det er jeg bestemt optimistisk omkring, lød det fra Pia Elkær, HR Partner hos Bila.

Inspiration 

Det er Virksomhedsservice Mariagerfjord, Mariagerfjord Erhvervsråd og Akademikernes A-kasse, som for anden gang er arrangører af karrieredagen. Første gang var for omkring et år siden, og evalueringen fra dengang viste, at det helt konkret kastede ni ansættelser af sig.

- Vi har i dag besøg af seks superstærke, lokale virksomheder, der skal møde nogle af de 43 spændende kandidater, hvoraf en del kommer langvejsfra. Det skal nok resultere i nogle ansættelser og dermed måske også nogle tilflyttere til kommunen, lød det fra Ulla Virkelyst Søderman, afdelingsleder i Virksomhedsservice Mariagerfjord.

- Det er en rigtig god måde at gøre det på, som kan inspirere os til andre lignende arrangementer og tiltag. Tidligere på året havde vi da også en større jobmesse med andre typer af jobs, men også med det formål at få virksomheder og kandidater til at mødes på denne måde, fortalte hun.

Hos Mariagerfjord Erhvervsråd er man begejstret for samspillet mellem de forskellige aktører:

- Der er en kæmpe synergi ved at gå sammen om et arrangement som dette. Det giver et ekstra udbytte for alle parter, og så var det også inspirerende at se, hvordan kandidaterne åbenlyst så mulighederne i de seks virksomheder, der præsenterede sig. Mange havde umiddelbart kun overvejet at tage en snak med et par af virksomhederne, men blev inspireret på selve dagen, og tog en snak med flere. Det er ren win-win, lød det fra Michael Christiansen, erhvervschef hos Mariagerfjord Erhvervsråd.

Annonceret indhold

Nyeste