Frank Kristensen, direktør Spar Nord Hobro, der er sponsor for prisen til årets innovative virksomhed ved Mariagerfjord Erhvervs Aktiv Prisen Award Night 2023.
Livet her

Hvem er Mariagerfjords mest innovative virksomhed 2023?

30. april 2023 kl. 07:00
Opdateret 02. maj 2023 kl. 12:35

Når Mariagerfjord Erhverv til efteråret hylder det lokale erhvervsliv til nyskabelsen ”Aktiv Prisen Award Night”, der afholdes på Hotel Bramslevgaard, bliver der uddelt seks forskellige erhvervspriser. Én af dem er årets innovative virksomhed – en pris, der sponsoreres af Spar Nord.

Innovation er mange ting, men grundlæggende handler det om at omsætte nytænkende, gode idéer til reelle fornyelser og forandringer. Det er der rigtig mange virksomheder i Mariagerfjord Kommune, der er gode til, og derfor var Spar Nord da heller ikke i tvivl, da de fik mulighed for at sponsorere netop den pris til Aktiv Prisen Award Night.

- Innovation er i mere eller mindre grad grundlaget for samarbejdet med hovedparten af vores erhvervskunder. Innovative virksomheder er jo dem, der gerne vil fremad og vækste via nye idéer og fornyelse, og det kræver ofte et godt pengeinstitut i ryggen. Så det var helt oplagt for os at blive sponsor for den pris, fortæller Frank Kristensen, direktør hos Spar Nord i Hobro.

- Som pengeinstitut har vi i øvrigt også selv fokus på at være innovative og gøre tingene på nye og anderledes måder. Her tænker jeg blandt andet på, at mange pengeinstitutter har fokus på at centralisere deres drift og afdelinger, mens vi går lidt imod strømmen ved at decentralisere og være mest muligt lokale. Det synes jeg også, at der er noget innovation over, tilføjer han.

”Det syder og bobler”

Som direktør hos Spar Nord Hobro, og som medlem af repræsentantskabet hos Mariagerfjord Erhverv, glæder Frank Kristensen sig over den aktuelle stemning hos erhvervslivet i kommunen.

- Set over de sidste 20 år synes jeg aldrig, at der har været gang i så mange spændende og positive erhvervsidéer og tiltag i Mariagerfjord Kommune, som der er lige nu. Og det gælder i hele området.

- Jeg har sådan en god følelse af, at det ”syder og bobler” på den positive måde, anført af nogle meget stærke virksomheder og engagerede investorer. Men det er selvfølgelig vigtigt, at mulighederne bliver grebet, mens investorerne er klar. Her tænker jeg blandt andet også på mulighederne omkring mere erhvervsjord ud til motorvejen. Her nytter det ikke, at vi er for langsomme, fastslår Frank Kristensen.

Anerkende, hylde og være stolte

Mariagerfjord Erhvervs Aktiv Prisen Award Night afholdes torsdag 2. november på Hotel Bramslevgaard. Det bliver en festlig aften, hvor der skal uddeles seks forskellige erhvervspriser. Derudover byder aftenen på festmiddag og både sjov og musikalsk underholdning i topklasse.

- Jeg ser meget frem til en aften, hvor vi kan sætte lys på områdets stærke og dygtige virksomheder. En aften, hvor vi kan anerkende, hylde hinanden og tillade os at være stolte, slutter Frank Kristensen.

Har du et bud på årets innovative virksomhed i Mariagerfjord Kommune kan du læse mere om kåringen og lave din indstilling på. www.mfer.dk

Annonceret indhold

Nyeste