Gert Friis, pensioneret snedkermester. Foto: Jesper Bøss
Livet her

Historisk træ forvandlet til unikt stuebord

Træet blev i sin tid til overs efter renoveringen af kongeslottet i Warszawa. Nu har det fået nyt liv i Snæbum

13. januar 2021 kl. 09:16
Gert Friis, pensioneret snedkermester. Foto: Jesper Bøss Jesper Bøss
Der er træ nok i værkstedet hos Gert Friis. Foto: Jesper Bøss Jesper Bøss
Fra venstre: Gert Friis, Kirsten Bøgh og Erling Bøgh. Foto: Jesper Bøss Jesper Bøss
Det flotte bord, som Erling gav Kirsten i julegave... Foto: Jesper Bøss Jesper Bøss

Pensioneret snedkermester Gert Friis bor i hyggelige Snæbum lidt udenfor Hobro. Samtidig elsker han at rejse til Spanien, hvor han har et hus, som han hygger sig med at sætte i stand.

Det seneste år har det dog ikke være muligt at rejse til Spanien på grund af corona, og det har fået kreativiteten til at blomstre ekstra meget på hjemmeværkstedet, hvor noget helt særligt og historisk træ har fået nyt liv.

For 25 år siden købte Gert Friis nemlig et større restlager af træ, der var blevet til overs ved genopførelsen af Kongeslottet i den polske hovedstad Warszawa, hvor det blev brugt til at skabe nogle helt unikke stjernemosaik-mønstre på gulvene. Det træ er nu i gang med at få nyt liv i form at blive lavet til blandt andet unikke bordplader.

Den hemmelige julegave

Det var faktisk Gerts nabo i Snæbum, forhenværende urmager Erling Bøgh på 90 år, der for alvor satte skub i idéen om at lave bordpladerne. Han ville nemlig overraske hustruen Kirsten med den perfekte julegave, og da hun længe havde været træt af glaspladen i deres sofabord, bestilte han en ny bordplade hos naboen - udført i det historiske og smukke træ.

- Det var en bestilling, der medførte, at jeg som 90-årig selv kom i voksenlære som snedker hos Gert, og vi hyggede os et par måneder med at lave bordpladen, der består af ikke mindre end 492 mindre stykker træ i sorterne eg, akacie og ahorn.

- Det var selvfølgelig hemmeligt for Kirsten, der dog en overgang ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så meget i værkstedet hos Gert. Ud over at lave den flotte bordplade, så havde vi det også rigtigt hyggeligt, lyder det med et smil fra Erling Bøgh.

Træ til flere borde

Resultatet er blevet en fantastisk flot bordplade. Det er gennemført håndarbejde med unikke stjernemosaik-mønstre, og der er mere, hvor det kommer fra.

- Jeg har vel træ nok på lager til omkring 100 bordplader, så skulle nogle være interesserede, er de meget velkomne til at kontakte mig. Træet kan også bruges til andre kreative idéer end bordplader, fortæller Gert Friis, hvis navn fortsat er aktivt i form af virksomheden Gert Friis Trægulve, der har hjemme i Hammel.

Men Gert selv hygger sig udelukkende med projekterne i Snæbum, hvor det også hører med til historien, at Kirsten blev meget glad for den helt særlige julegave…

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu