Her sikrer en helt speciel figur altid en god julehandel
Hos Guldsmed Bundgaard på Storegade i Hadsund er der altid skruet helt op for julehyggen i december. Hvert år bliver butikken stilfuldt julepyntet efter alle kunstens regler – altid med nye, kreative idéer og påfund.
Men én ting, eller rettere en velkendt Disney-karakter, går dog igen hver eneste år, nemlig Mickey Mouse.
- Vi har en ældgammel Mickey-figur, som er blevet vores uundværlige julemaskot. Han skal altid frem nøjagtigt d. 1. december for at sikre en god julehandel, og det må vi bare ikke glemme. Det er blevet en slags overtro for os. Vi er overbeviste om, at hans tilstedeværelse altid holder en hånd over julehandlen, fortæller Anni Vistisen.
Skal hun spå om Mickeys alder, vil hun tro, at den karakteristiske figur mindst har rundet de 75 år, hvilket jo er et betydeligt tal, der ofte betyder, at man er kommet i reparationsalderen. Her er Mickey ingen undtagelse.
- I år har han fået repareret ørerne, og tidligere var han faktisk elektrisk og kunne bevæge sig lystigt, men det kan han ikke mere. Men ellers er han i fin form.
- Han har stået i butikken i al den tid, som vi ansatte kan huske, og vi har i tidens løb også fået mange forespørgsler på, om han er til salg. Det er han naturligvis ikke. Han er helt uundværlig i butikken i december, siger Anni Vistisen.