Fup eller fakta? MobilePay giver ren besked
Det handler om at være på vagt, hvis man vil undgå at blive snydt af svindlere på nettet.
Flere danskere har derfor været skeptiske over for en besked fra MobilePay, som har bedt brugerne om at identificere dem selv med MitID eller NemID i MobilePay-appen inden for 30 dage.
Sker det ikke, vil adgangen til MobilePay blive spærret. Og beskeden er faktisk god nok.
En ekstra sikkerhed
Sådan lyder budskabet fra MobilePay, som dagligt kontakter 35.000 af de 1,2 mio. brugere, der kun er identificeret på CPR-niveau.
- Identifikation med NemID eller MitID er en ekstra sikkerhed for brugerne. MobilePay har heldigvis et meget lavt niveau af misbrug. Det vil vi gerne fastholde, siger Sune Gabelgaard, chef for misbrugsbekæmpelse hos MobilePay:
- Derfor beder vi også brugerne benytte MitID eller NemID, hvis de f.eks. ændrer deres betalingskort eller modtagerkonto i MobilePay appen. Vi prøver altid at sikre, at kriminelle banditter får så dårlige arbejdsbetingelser som muligt.
MobilePays brugere med CPR-identifikation kan udskyde opdateringen til MitID eller NemID 30 dage. Herefter er de nødt til at opdatere for fortsat at kunne benytte MobilePay, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.