
Friskole køber nabovilla og åbner børnehave
Hobro Friskole kan som noget nyt tilbyde et sammenhængende forløb, fra barnet er tre til det er 16 og forlader 9. klasse


En markant ejendom i Hobro er blevet handlet for 1,75 millioner kroner, og Hobro Friskole kan dermed realisere drømmen om at drive børnehave med masser af plads inde og ude.
Det handler om en 304 kvm stor villa på Jernbanegade 39. Den er nabo til friskolen - og går nu en fremtid i møde som daginstitution med plads til 30 børn.
Skoleleder Per Ølholm forventer, at børnehaven bliver et stort aktiv for friskolen, som den vil være ”fødekæde” til. Hvis alt klapper, slår børnehaven døren op til sommer.
- Vi vil kunne tilbyde et sammenhængende forløb med en rød tråd, fra barnet er tre til det fylder 16 år, siger Per Ølholm.
- Det giver supergod mening for familierne, at de værdier, man stempler ind i i børnehaven, fortsætter til skolen.
- Vi er kendetegnet ved at være et trygt sted, hvor der tages hånd om det enkelte barn, og hvor fællesskabet er stærkt, siger han.
I praksis forestiller Per Ølholm sig, at børnehave og skole gror tæt sammen. Det vil være dumt ikke at udnytte pædagogernes faglighed, både på den ene og den anden side af hegnet.
Han er netop tiltrådt som leder af Hobro Friskole efter Søren Tordrup, der har søgt nye udfordringer som leder af folkeskolen på Anholt.
Åh, en å!
Hobro Friskole har stor legeplads, boldbane og bevægelsessal, hvor de små fra børnehaven vil være velkomne, og i børnehavens kælder er det planen at lave multirum, som også skolen kan nyde godt af.
Hodals Bæk løber i baghaven og inviterer til leg - men vand er jo også farligt for små børn, og derfor har man som noget af det første købt et hegn.
- Skolens fysiklærer sagde, Åh, det er fedt med en å! Så kan vi lave strøm og få en lille pære til at lyse, fortæller Per Ølholm.
Byrådet i Mariagerfjord Kommune har bakket initiativet op ved at sælge til friskolen, uden at ejendommen har været i offentligt udbud. Den mulighed foreligger, når kommunen ønsker at sælge til en institution, som den i forvejen yder tilskud til.