
Friplejehjem har fået sin egen legeplads
Staten har støttet med 472.000 kroner, så hele familien nu kan hygge sig sammen uden for Hobro Friplejehjem
En legeplads på et plejehjem...
Det lyder måske umiddelbart som en selvmodsigelse, men sådan ser de bestemt ikke på dét på Hobro Friplejehjem.
Friplejehjemmet i Kirketerp har netop indviet et nyt udendørs aktivitetsområde med både lege- og træningsfaciliteter.
- Ideen er, at der skal være noget for alle aldre, så vore beboere i det nye anlæg kan hygge sig med børnebørn, oldebørn og resten af familien, forklarer leder af Hobro Friplejehjem, Susanne Gerberg Madsen.
Friplejehjemmets støtteforening har via statslige puljemidler hentet ikke mindre end 472.000 kroner hjem til projektet, og selve arbejdet er udført af firmaet Kompan.
Alle faciliteter er som udgangspunkt ældre- og handicapvenlige og giver således mulighed for, at beboerne på Hobro Friplejehjem kan opretholde en aktiv hverdag og vedligeholde deres fysiske evner.
Naboerne fra Købmagergade har undervejs hjulpet til med legepladsens indretning og var selvfølgelig også inviteret med til indvielsen.
Håbet er, at også de omkringboende får glæde af det nye aktivitetsområde ved friplejehjemmet.
Selve den officielle indvielse af området blev i øvrigt markeret med taler, sang - og ikke mindst pølsevogn og fællesspisning.