
Folkemødet i Mariager springer et år over
Tidligere folketingsmedlem Jens Rohde er ny mand i spidsen for den Europa-politiske festival og bebuder ændringer
MARIAGER: I august stod Mariager på den anden ende, da det første europæiske folkemøde fandt sted.
Det var planen, at festivalen, som forsøger at blive en europæisk pendant til det danske folkemøde på Bornholm, skulle holdes hvert år i august.
Men 2023-udgaven bliver ikke til noget. I stedet flyttes festivalen til maj 2024.
Det meddeler festivalens nye direktør, Jens Rohde, i et nyhedsbrev.
Det første europæiske folkemøde i august i fjor blev en succes med 300 arrangementer og flere end 200 talere fra mere end 30 europæiske lande.
Men økonomisk var der ikke så meget at juble over, og Mariagerfjord Kommune måtte træde til med ekstraordinær støtte på fire millioner kroner.
I februar sagde man så farvel til den daværende direktør og ansætte kort efter den politiske veteran, tidligere folketingsmedlem og EU-parlamentariker Jens Rohde.

- Vi har besluttet at flytte den årlige festival til maj måned. Det betyder desværre, at der ikke vil blive afholdt en festival i år, da tidsrammen er for kort. Men vi satser på at gennemføre en fantastisk festival til maj næste år.
- Vi flytter festivalen i ønsket om at samarbejde med andre arrangører i stedet for at konkurrere med dem, og vi har derfor rakt ud til dem for at koordinere vores planer, skriver Jens Rohde i sit første nyhedsbrev som administrerende direktør.
Ifølge Jens Rohde er målet at gøre folkemødet til en institution, der er relevant for borgere, virksomheder, politikere og organisationer året rundt.
- Vi vil opbygge relationer og partnerskaber gennem netværk, oplevelser, temakonferencer og adgang til politikere året rundt. Vi ønsker at være aktive i den offentlige debat om europæiske perspektiver og arbejde hen imod en årlig festival i Mariager. En festival for alle, der fokuserer på alle relevante samfundstemaer, men med et klart europæisk perspektiv, skriver han.