Anni og Kenneth Jensen, Mariager Camping, fik ideen til deres ”Fjordbobler” under en ferie i Costa Rica. Privatfoto
Livet her

Fjordboble-ferie ved Mariager Fjord

Mariager Camping køber telte udviklet til brug i rummet - og satser på at byde velkommen til de første ”glampister” i bededagsferien

05. februar 2021 kl. 17:06
Anni og Kenneth Jensen, Mariager Camping, fik ideen til deres ”Fjordbobler” under en ferie i Costa Rica. Privatfoto
Fjordboblerne er udviklet af familiefirmaet Pacific Domes, og hver boble er unikt og luksuriøst indrettet - f. eks. i denne stil. Privatfoto

- Hvis vi skal gøre noget nyt, skal det være sjovt og anderledes – det er det, der motiverer mig, siger Anni Grønborg Jensen, ejer og direktør på Mariager Camping.

Her bruges vinteren på at opsætte to nye store telte, der egentlig er udviklet af partnere til NASA til brug i rummet, men som nu har fundet anvendelse som miljørigtige og naturvenlige geohjem.

Teltene kalder Mariager Camping for ”Fjordbobler”.

Mange campingpladser investerer i disse år i såkaldte glamping-telte - dvs. luksustelte der kombinerer glamour og campingliv - deraf navnet.

På Mariager Camping er ejerne Anni og Kenneth Jensen gået et skridt videre.

De har valgt at købe runde telte med store vinduer for at give deres gæster lidt mere ”natur-luksus”, end glamping-teltene kan tilbyde.

De første gæster forventes at flytte ind i ”Fjordboblerne” i bededagsferien.

- Camping kan noget ganske særligt og har udviklet sig meget over de senere år. Det kan vi også se på de gæster, vi har. Der kommer mange nye til, der ikke har prøvet det før, og det gør os glade, at vi kan give alle en god oplevelse, uanset om de kommer med eget telt eller ønsker at bo i en ”Fjordboble, siger Anni og Kenneth Jensen.

”Fjordboblerne” bliver bygget på mobile platforme af træ.

Hver boble bliver unikt indrettet, og først og fremmest Anni bruger meget tid på at finde de helt rigtige løsninger til møbler og dekoration i disse uger.

Hver ”Fjordboble” får også to små terrasser i forskellige niveauer. Det giver gæsterne i de nye telte en fantastisk udsigt over Mariager Fjord, fra de åbner øjnene om morgenen, til de lukker dem igen om aftenen.

Anni og Kenneth Jensen arbejder i det hele taget hårdt på at udbygge og udvikle en campingplads med appel til alle typer af mennesker.

- Hvis vi skal leve af camping om 10 år, skal vi udvikle vores produkt, så gæster uden egen vogn eller telt også kommer til Mariager, siger Kenneth Jensen.

Mariager Camping har også hytter, men har ønsket at udvikle noget nyt med satsningen på Fjordbobler.

Idéen til Fjordboblerne fik Anni og Kenneth under en ferie i Costa Rica.

Ved et tilfælde kom parret forbi Faith Glamping og blev her forelsket i de telte, som parret nu har købt til deres egen campingplads i Mariager.

Pacific Domes, der laver teltene, er en familievirksomhed, som deler værdier omkring lokal forankring og bæredygtighed med Mariager Camping.

Til næste vinter forventer Anni og Kenneth Jensen at købe to Fjordbobler mere, så endnu flere gæster kan opleve, at camping også henter inspiration i rummet.

Fjordboblerne måler 5 m i diameter og har en loftshøjde på 3,5 meter i midten. Gulvarealet er på 18 kvadratmeter, der er et stort panoramavindue og fire runde vinduer, og luftcirkulationen sørger et soldrevet ventilationsanlæg for.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu