Ejer af Feriepartner Kattegat, Jan Brusgaard, og bureauleder Laila Zaar foran bygningen, som fremover kommer til at huse Feriepartner Kattegats kontor i Øster Hurup. Det er ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen v. ejendomsmægler Jørgen Steve, der har formidlet salget.  Privatfoto
Livet her

Feriepartner holder flyttedag i Øster Hurup

Til april forventer bureauet at være på plads i den tidligere restaurant ”Madlyst” på Kystvejen

06. januar 2021 kl. 13:00

Ligesåvel som det på mange måder kan være en fordel at være lokalkendt, ligesåvel kan det i visse tilfælde være et handicap.

- Jeg har sådan set længe gået og luret på en ny placering til Feriepartners kontor i Øster Hurup, og jeg vidste også godt, at ejendommen Kystvejen 63 var sat til salg, men måske netop fordi jeg er ”indfødt”, varede det et godt stykke tid, før jeg indså, at de to interesser faktisk godt kunne forenes.

- Personligt har jeg jo altid forbundet bygningen med ”Børges Burger Bar”, bemærker Laila Zaar, daglig leder af Feriepartners udlejningsbureau på Østkysten.

Efterhånden som hun fik kigget lidt nærmere på bygningen, begyndte flytteplanerne dog lige så stille at tage form, og nu er det en uigenkaldelig kendsgerning: I løbet af et par uger går håndværkerne i gang med at vælte de første vægge i ejendommen, som senest har huset restauranten ”Madlyst”, og til april forventer Feriepartner at være helt på plads i de nye rammer - lidt længere henne ad hovedgaden.

Indtil da fortsætter udlejningsbureauet med at dele lokaler med ejendomsmæglerfirmaet EDC.

- Men både vi og EDC er inde i en periode med vokseværk, og derfor har det også gennem længere tid ligget i kortene, at vi skulle finde en ny placering til vores kontor i Øster Hurup, forklarer Laila Zaar.

Her i vinterperioden er de fortsat fire fuldtidsansatte på Feriepartners kontor i feriebyen, og det er så nogenlunde, hvad kontorfællesskabet med EDC kan rumme.

Problemerne spidser for alvor til i højsæsonen, hvor udlejningsbureauet i 2021 ser frem til at øge bemandingen fra fire til syv ansatte i perioden fra maj til september.

Det ville der dårligt have været plads til i de nuværende rammer, og i det hele taget ser de ansatte hos Feriepartner nu med forventning frem til at få deres helt ”egne” lokaler at boltre sig i.

- I det tidligere ”Madlyst” får vi en god og central placering, hvor turisterne let vil kunne finde os.

- Selve bygningen er sund og velegnet til ombygning, og jeg tror også godt, jeg tør love, at den forestående renovering af ejendommen kommer til at give hele hovedgaden i Øster Hurup et løft.

- Hvis jeg selv skal sige det, tegner det til at blive rigtig pænt at kigge på, bebuder Laila Zaar.

Feriepartner i Øster Hurup har specielt i det seneste halvandet år været inde i en positiv udvikling, og udlejningsbureauet tegner sig i dag skønsmæssigt for omkring 2/5 af det samlede antal feriehusudlejninger på Kattegat-kysten. I skarp konkurrence med Dancenter og Novasol, der også begge har kontorer i Øster Hurup.

Forklaringen på vokseværket ligger bl. a. i ændrede skatteregler, der indenfor de senere år har gjort det mere favorabelt at leje sit sommerhus ud.

- Problemet på østkysten har ellers traditionelt været, at sommerhusene har været så billige, at folk har haft råd til at købe dem, uden at de har været nødt til at operere med lejeindtægter i budgettet.

- Det billede har i nogen grad ændret sig med de nye fradragsregler, som har givet flere sommerhusejere mod på at leje ud - i hvert fald i et antal uger om året.

- Resultatet er, at vi har fået mange nye sommerhuse til udlejning på Østkysten, noterer Laila Zaar.

Med i billedet hører også, at netop sommerhusbranchen er en af de brancher, som er sluppet mest helskindet gennem corona-pandemien.

- I foråret væltede det ganske vist ind med annulleringer, men det vi tabte dér, blev i høj grad indhentet hen over sommeren.

- Hvor vi normalt må melde ”Alt udsolgt” i tre uger i juli, havde vi i 2020 hele syv uger, hvor alt var udlejet. Og selv på nuværende tidspunkt har vi stadig udlejninger nok til, at vi kan holde ti rengøringsmedarbejdere beskæftiget.

- I sommerperioden er vi helt oppe på 55, nævner Laila Zaar, bureauleder hos Feriepartner i Øster Hurup.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu