Joan Dahl kan fejre 5-års jubilæum som selvstændig med Dahl Akupunktur. <i>Foto: Jesper Bøss</i>
Livet her

Femårs jubilæum som akupunktør: Joan kombinerer det bedste fra to verdener

10. september 2022 kl. 09:30

Joan Dahl er uddannet sygeplejerske, men valgte at forlade faget for i stedet at tage en uddannelse til kinesisk akupunktør. Det har hun ikke fortrudt et sekund, og nu har hun netop kunnet fejre 5-års jubilæum som selvstændig med Dahl Akupunktur i Hobro.

- Jeg var på mange måder glad for mit arbejde som sygeplejerske, men der var meget stress på fra morgen til aften, og jeg begyndte at kunne mærke, at det ikke var godt for mig. Jeg fik symptomer på både depression og angst. Derfor besluttede jeg, at der skulle ske noget helt andet i mit arbejdsliv. Det var en vigtig og nødvendig beslutning for mig, fortæller Joan Dahl, og fortsætter:

- Det var meget tilfældigt, at det blev akupunktur, som er en 2,5-årig uddannelse. Jeg havde kort stiftet bekendtskab med akupunktur under min uddannelse til sygeplejerske og synes, at det var spændende og kunne noget med smerter. Jeg fulgte min mavefornemmelse og færdiggjorde uddannelsen i 2017.

I gang med en behandling. <i>Foto: Jesper Bøss</i>

Her åbnede Joan Dahl en klinik hjemme i privaten på Ledsagervej 5 i Hobro. Ret hurtigt fandt hun dog ud af, at pladsen blev for trang, men i stedet for at flytte i et lokale ude i byen, blev garagen i 2018 ombygget til den hyggeligste klinik med egen indgang, venteværelse, toilet og behandlerrum. Her er hun fortsat.

Arbejder helhedsorienteret

Joan har en bred vifte af forskellige klienter i klinikken. Fra spædbørn med fordøjelses- eller soveproblemer til voksne i alle aldre med både fysiske og psykiske skavanker. Det kan eksempelvis være allergier, sportsskader, kroniske smerter, rygestop, graviditetsgener, stress plus meget mere.

- Det er ikke alt, jeg kan behandle eller lindre, og der er en del smerter og symptomer, hvor man selvfølgelig altid skal starte hos sin egen læge.

- Men når man så kommer til mig, arbejder jeg altid helhedsorienteret, og jeg benytter mig af min efterhånden store erfaringsbank fra både den vestlige og kinesiske verden.

- Jeg tager det bedste fra begge verdener og kombinerer det. For mig giver det klart de bedste resultater for klienten. Akupunktur kan eksempelvis godt forenes med også at tage medicin, fortæller hun.

Akupunktur er en gammel, kinesisk behandlingsform. <i>Foto: Jesper Bøss</i>

Nyder livet som selvstændig

Joan Dahl nyder livet som selvstændig med klinikken på hjemadressen, hvilket også passer perfekt til familielivet med tre børn: tvillingerne Alexander og Victoria på 16 år, William på 11 år og manden, Kasper, der er selvstændig med herretøjsbutikken Gate36 i Hobro.

- Det er et godt sted for mig lige nu, og jeg stortrives. Jeg nyder at have god tid til den enkelte klient og sætte de værdier i spil, som jeg synes, er de rigtige. Alle skal føle sig velkomne, set, hørt og rigtigt behandlet, når de kommer til mig. Det er en stor glæde, slutter Joan Dahl.

Annonceret indhold

Nyeste