Hobro Borgervæbning var samlet til fredagens fakkeloptog i forbindelse med Ambufesten. Privatfoto
Livet her

Det ligner en ydmygelse: Byens krigere er stadig uden våben

Hobro Borgervæbning venter og venter, men heller ikke til korpset største begivenhed, kan de troppe op i kampklar stand

29. august 2022 kl. 15:12

HOBRO: I snart to år har købstadens Hobros stolte værn mod indtrængende fjender været stækket. Pludselig måtte Hobro Borgervæbning aflevere sine 30 gamle geværer til Nationalmuseet, fordi en gammel låneaftale blev annulleret.

Siden har væbnerne kæmpet for at en brav kamp for at få de gamle skydere, som stammer fra de slesvigske krige i midten af 1800-tallet, tilbage.

Knud Jørgensen, korporal og presseansvarlig i Hobro Borgervæbning, fortæller, at man inderligt havde håbet, at udstyret vendte hjem inden Ambufesten. Den begyndte med fakkeloptog i fredags, hvor borgervæbningen traditionen tro var med. Men uden geværer.

- Og vi kommer også til at gå uden geværer ved Ambufestens kommende arrangementer, beklager korporalen.

Væbnerne savner deres geværer, som blev fabrikeret i Suhl i det centrale Tyskland i første halvdel af 1800-tallet. Privatfoto

Alle minefelter på vejen mod genoprustningen er ellers ryddet af vejen.

Nationalmuseet har sagt OK til at sende våbnene tilbage til Hobro, fordi Mariagerfjord Kommune gerne vil være en slags våbenmellemhandler, som formelt bliver låner. Borgervæbningen har også takket være bidrag fra sponsorer samlet de 106.000 kroner, som det koster at deaktivere geværerne. Det vil sige, at en våbensmed skal ændre dem, så de ikke længere kan skyde med skarpt.

- Men politiet skal godkende deaktiveringen, inden den udføres. Nationalmuseet har for længst ansøgt politiet, men godkendelsen venter vi stadig på, beklager Knud Jørgensen.

Forsinkelsen betyder ikke kun, at de stolte væbnere i Ambudagene på ydmygende vis må marchere ”nøgne” og uden kampkraft.

- Støtten til deaktiveringen af geværerne kommer fra nogle fonde, og deres tilsagn udløber snart, fordi processen har varet så længe, siger Knud Jørgensen.

Annonceret indhold

Nyeste