De to medindehavere af Ladefoged IT – fra venstre Kristian Ladefoged (stående) og Preben Ladefoged (siddende).
Livet her

”Det handler om interesse og nysgerrighed”

03. juni 2023 kl. 07:01

Til efteråret hylder Mariagerfjord Erhverv det lokale erhvervsliv med nyskabelsen ”Aktiv Prisen Award Night”, hvor der uddeles seks forskellige priser. En af priserne er ”Årets Lærling/Elev”, der sponsoreres af Ladefoged IT i Hadsund. Det er der en helt særlig årsag til.

- Jeg startede oprindeligt selv som boghandler, hvor jeg dengang udviklede en stor nysgerrighed og interesse for foto, skrivemaskiner og anden teknik. Her oplevede jeg hurtigt, hvor afgørende det var at have en stor interesse og nysgerrighed for sit fag. Det bragte mig hurtigt videre til IT-verdenen, og gav mig en ubeskrivelig drivkraft, fortæller Preben Ladefoged, der i 2005 stiftede Ladefoged IT, som har hjemme Ved Stranden i Hadsund. Virksomheden ejes i dag af Preben Ladefoged og nevøen Kristian Ladefoged, og beskæftiger otte medarbejdere.

- Det med interessen har jeg også oplevet hos vores egne elever, hvor vi igennem årene efterhånden har haft otte igennem systemet. Alle har gjort det godt, men du kan tydeligt mærke, hvem der har haft den grundlæggende interesse og nysgerrighed. Det har jeg altid synes har været fascinerende at følge, og så har det også altid været en spændende opgave at være med til at præge og uddanne den enkelte elev. Ingen mennesker er jo ens, og det er altid forskelligt, hvordan du skal gribe den enkelte an, fortæller Preben Ladefoged.

- Derfor synes jeg også, at det var oplagt, at vi skulle være sponsor for prisen årets lærling/elev ved Award Night. Faktisk fik jeg idéen i samme øjeblik, som jeg hørte om priserne ved Mariagerfjord Erhvervs generalforsamling i det tidlige forår. Jeg er sikker på, at der er mange superdygtige og engagerede elever og lærlinge, der fortjener at blive indstillet til prisen, fortæller han.

”Vi er jo nordjyder”

Preben Ladefoged glæder sig over samarbejdet med Mariagerfjord Erhverv og at de har taget initiativ til ”Aktiv Prisen Award Night”.

- Vi har altid haft et godt og stærkt samarbejde med Mariagerfjord Erhverv, som vi løbende har sparret med i forskellige faser i udviklingen af vores virksomhed. Det har været meget værdifuldt.

- Og jeg synes, at det er spændende at de har taget initiativ til en ”Award Night”, hvor vi kan hylde hinanden og sætte fokus på alt det positive, der sker i erhvervslivet i Mariagerfjord Kommune.

- Jeg er sikker på at det bliver et fantastisk arrangement og en festlig og god aften. Men vi er jo nordjyder, så det bliver nok alligevel på den lidt afdæmpede måde, lyder det med et afsluttende smil fra Preben Ladefoged.

Ladefoged IT er sponsor for prisen, men har ikke noget med selve udvælgelsen at gøre.

Annonceret indhold

Nyeste