Børnene tegnede flotte og kreative ansigter på papirsposer.
Livet her

Denne by er spækket med halloween-aktiviteter

24. oktober 2022 kl. 15:55

Hadsund Handels mange forskellige Halloween-aktiviteter har kørt den seneste uges tid med masser af både uhyggelig og hyggelig stemning i gågade, på torvet og i butikscenteret.

Blandt meget andet har børn i butikscentret kunne tegne sjove ansigter – og andre kreative påfund - på papirsposer i selskab med kunstnerne Katrine van Godt og Jette Dodensig.

Børnene lavede de flotte papirsposer i godt selskab med kunstnerne Katrine van Godt og Jette Dodensig.

Alle hyggede sig gevaldigt. Her var flotte tegninger, smil, højt humør og glade børn.

Sådan bliver det sikkert også i denne uge, der fortsat byder på en lang række aktiviteter – blandt andet den populære Halloween-fotokonkurrence for børn, hvor vinderen kan stikke afsted med den lækreste, store slikkurv.

Palle fra Sportigan får sig en kop kaffe i uhyggeligt godt selskab.

Ved butikscenteret og ved Sportigan kan man således finde et stort skelet, hvor udklædte børn kan få deres forældre eller bedsteforældre til at tage billede, som efterfølgende indgår i konkurrencen. Det sker i praksis ved, at man sender billede og navn til et telefonnummer eller bruger instagram med #hadsundhandel. Vinderen udtrækkes fredag 28. oktober.

Selvsamme fredag holder butikkerne længe åbent helt frem til klokken 20.00, hvor butikkerne er spækket med gode tilbud. Hadsund Handel krydrer aftenen med at servere lækker, gratis græskarsuppe foran torvet. Det sker fra klokken 17.00, og indtil suppegryden er tom.

Sidste års vinder af fotokonkurrencen... Hvem vinder i år?

Inden man går ombord i suppen, kan man i butikscenteret høre Als Mandekor give en stemningsfuld minikoncert.

Så jo, de mange Halloween-aktiviteter fortsætter ufortrødent i Hadsund.

Annonceret indhold

Nyeste