Carsten Thomsen kører bil - også over kommunegrænserne. Privatfoto
Livet her

Carsten fra Vesthimmerland kørte til Aalborg og handlede

Carsten Thomsen har fået nok af lukkede kommunegrænser

13. november 2020 kl. 19:53

NORDJYLLAND: Ikke alle indbyggere i de syv nordjyske kommuner, som i øjeblikket er særdeles berørt af coronasituationen og har "lukkede" kommunegrænser, synes, at lukningen af kommunerne er okay.

Faktisk har NORDJYSKE på Facebook modtaget adskillige kommentarer, hvor nordjyder fortæller, at de ikke retter sig efter henstillingerne om ikke at krydse kommunegrænserne.

Men hvorfor ikke bare gøre, som der bliver sagt?

I kraft af sit arbejde som buschauffør kører Carsten Thomsen ofte gennem hele tre kommuner på turene mellem Aalestrup og Aalborg. Det giver altså sig selv, at der skal krydses grænser. Men også privat har han en klar holdning. Det fortalte han fredag middag efter en tur til Aalborg fra Vesthimmerland Kommune, hvor han bor på landet mellem Farsø og Løgstør.

- Jeg havde fri i dag og i går, og i morgen skal jeg fire gange til Aalborg med bussen. Det var jeg også i forgårs. Jeg render ikke en helt masse rundt, når jeg kører rundt med bussen, men alle passagerne kommer jo ind til mig. De har mundbind på, og det havde de såmænd også, da jeg var ude i Elgiganten i dag. Det har jeg slet ingen besvær med, siger han.

Han holder fast i, at der henstilles til, at man ikke krydser kommunegrænserne. Han fortæller, at han bakkede fuldt op om restriktionerne i marts måned, hvor coronakrisen begyndte i Danmark.

- Nu synes jeg bare, det er kommet helt ud af proportioner, blandt andet det med, at man skal have mundbind på, når man skal handle. Det er også fint, men så er der modsætningen, når man f.eks. tager fitnesscentrene, hvor man kun skal have mundbind på, når man kommer ind. Så står det helt af for mig, siger Carsten, som selv dyrker en del motion - og ved noget om, hvor meget man udstøder fra mund og næse, når man knokler på og sveder.

Han nævner også håndteringen af mink og corona som baggrund for, at han nu er gået en mere rebelsk vej.

- Det sker på baggrund af en virus, der ikke er set siden september og først i oktober. Når flere eksperter siger, at det ikke hænger sammen, så begynder man at tabe tiltroen til systemet, mener han.

Carsten Thomsen har i det hele taget fået nok af, hvordan der efter hans opfattelse bliver set på nordjyderne.

- Tilliden til regeringen falder drastisk, og det er jo, fordi man kommer derud, hvor man begynder at lave noget, der ikke giver mening. Jeg kan godt se, vi klarer os godt heroppe. Men det giver ikke mening, at man lukker syv kommuner og springer Aalborg over, trods Aalborg er den kommune i Nordjylland, der har flest smittede. I Aalborg ligger minkfarmene lige så spredt som andre steder. Jeg har indtryk af, at de tror, vi nordjyder bare er nogle, som smækker hælene sammen, bukker og skraber. Det gør jeg altså ikke længere - det gør jeg ikke, understreger han.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu