Den gule villa, nabo til plejehjemmet i baggrunden, skal fjernes for at give plads til et nyt sognehus i Als. Foreløbig er det kun nogle store træer, der er blevet fældet. Foto: Ejlif Rasmussen
Livet her

Byggeboom forsinker et nyt sognehus i Als

Sognegården skal afløse det nuværende menighedshus tæt ved præstegården

15. juni 2021 kl. 09:06

ALS: Menighedsrådene i Als og Øster Hurup lægger op til, at byggestart på et nyt sognehus tæt ved kirken i Als udskydes til det kommende år.

- Hele byggesektoren er i øjeblikket voldsomt overophedet, og derfor giver det måske mening at vente, til byggeaktiviteterne og dermed prissætningen finder et mere passende leje, siger formand for menighedsrådet i Als, Jens Laurids Pedersen.

Med i overvejelserne er også, at man ønsker at undgå vinterbyggeri.

- Vi forventer, at sognegården skal være samlingspunktet for os alle i sognene i de næste mange år! Vi arbejder på at få det bedste byggeri, og at det skal være på så gode økonomiske vilkår som muligt – det er jo andres penge vi sidder og formidler, siger han.

Tegningerne og projektet er i hovedtræk færdigt, og menighedsrådene har sendt det videre til Aalborg stift via Hadsund Provsti.

- Sideløbende har vi en ansøgning liggende hos fredningsmyndighederne om, at måtte benytte 14 parkeringspladser på ”Blokkerne”. Efter reglerne skal der afsættes et passende antal parkeringspladser, og der satser vi på, at dette areal kan anvendes. Men da det er fredet, skal vi have fredningsmyndighedernes godkendelse. Vi håber på en afgørelse – en positiv afgørelse - i løbet af sommeren, siger formanden.

Oprindeligt var det tanken, at huset på grunden, hvor sognehuset skal opføres, skulle fjernes i løbet af foråret. Det er foreløbig kun blevet til, at flere store træer på grunden er blevet fældet.

Sognegården skal afløse det nuværende menighedshus tæt ved præstegården i Als.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu