Erlann Christiansen, tidligere borgmester i Hobro Kommune, fylder 18. februar 80 år. Arkivfoto: Lars Pauli
Livet her

Borgmesteren, der var vognmand i Døstrup

Kommunens tidligere førstemand fylder 80 år

16. februar 2021 kl. 09:01

Erlann Christiansen, Finderupvej 42, Døstrup, fylder torsdag 80 år. (18. februar)

Erlann Christiansen var socialdemokratisk borgmester i den tidligere Hobro Kommune gennem fire valgperioder fra 1986 og frem til udgangen af 2001.

Han gjorde sin entre på den lokalpolitiske scene, da han i 1970 blev valgt til Hobro Byråd. Efter en periode som formand for teknisk udvalg afløste han i 1986 Venstre-manden K. Schultz som borgmester.

Erlann Christiansen blev kendt som borgmesteren, der var på fornavn med hele kommunen. Over for alle var han slet og ret Erlann, og han lyttede gerne til borgere, der opsøgte ham på borgmesterkontoret for at få en sludder.

Han skabte sig også et navn som en handlingens mand, der traf de hurtige beslutninger, når og hvis det var nødvendigt.

Han vægtede samarbejde til alle sider i byrådssalen, men man skulle heller ikke tage fejl af, at vognmanden fra Døstrup, som han gerne titulerede sig selv, også kunne banke i bordet, når nok var nok.

I årene som politiker lå erhvervslivet ham stærkt på sinde, og da han forlod politik, kunne han glæde sig over, at han som borgmester havde været med til at skabe 300 nye arbejdspladser årligt.

Han valgte selv sit politiske exit, men han havde nok snuppet en periode eller to mere, hvis han havde haft nogen anelse om, at en ny kommunesammenlægning lå så tæt på.

Erlann Christiansen fik tildelt Ridderkorset i 2005 som tak for tro tjeneste. Men ordenen er blevet i skuffen, og han har aldrig formelt taget imod det i audiens hos Dronningen. Bestemt ikke af manglende respekt for Margrethe, men mere en uvilje overfor at gøre væsen af sig.

Erlann Christiansen er født i Brøndum ved Hobro som den yngste i en søskendeflok på otte.

Han kom tidligt ud at tjene og arbejdede som chauffør i nogle år, før han blev selvstændig med Døstrup Vognmandsforretning. En tilhørende grusgrav var en af hjørnestenene i forretningen, som Erlann Christiansen udvidede med en stadig større og større vognpark.

Fødselaren har siden ungdomsårene været gift med Henny, og sammen har de to sønner og to døtre. I 1991 blev han også landmand på Rævbakkegård med et tilliggende på 110 tønder land. Gården er siden afhændet, og det samme er vognmandsforretningen, som i dag drives videre af sønnen Anders.

Billedet er taget i 2011, men fødselaren nyder stadig at tage en tjans i grusgraven. Arkivfoto: Grete Dahl

Nu bor Erlann og Henny Christiansen på en stor naturgrund i udkanten af Døstrup, hvor han som naturmenneske fløjter om kap med fulgene og går dagligt ture ud over markerne med den andalusiske rottefængerhund, Katrine, som blev adopteret i 2016 fra et dyreinternat for gadehunde. Han nyder også haven og dyrker egne grøntsager.

Og så er han aktiv formand for ældreforeningen i Døstrup. De aktuelle corona-restriktioner har sat en midlertidig stopper for noget af hans virke. Sammen med Henny spiller han i to kortklubber, han træner to gange ugentligt i motionscenteret Helsesport i Hobro og spiller golf. Og så passer han indimellem grusgraven.

I 2013 udgav han selvbiografien ”Fra bondesøn til borgmester”.

Fødselsdagen fejres med nærmeste familie.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu