Her kunne der have ligget en tætklippet græsplæne. I stedet er arealet foran Teglværksparken i Hobro nu omdannet til en farvestrålende blomstereng. Privatfoto
Livet her

Blomsterhav skudt op foran Teglværksparken

”Et biodiversitetsprojekt til inspiration for andre”, mener Biogruppen under DN-Mariagerfjord

22. juli 2021 kl. 09:55

”Et spændende biodiversitetsprojekt, som gerne må inspirere andre beboer- og grundejerforeninger, samt alle de virksomheder, som nidkært bruger kræfter på at slå endeløse store græsplæner foran deres industriejendom”.

Sådan betegner Peter Toubøl fra Biogruppen under Danmarks Naturfredningsforening i Mariagerfjord den ”fantastiske blomstereng”, som hen over sommeren er skudt op foran bebyggelsen Teglværksparken i Hobro.

Området var fyldt med sten og murbrokker fra det gamle teglværk, og det eneste der skulle til var i realiteten, at beboerforeningen holdt op med at slå stykket.

Nu fik blomsterne fred, og et varieret blomsterhav, bestående af bl.a. kællingetand, blæresmælde, okseøje, rød-, gul- og hvidkløver samt musevikke, viste sig til glæde for ejendommens beboere.

Så frodig tager blomsterengen sig ud fra en lidt anden vinkel. Privatfoto

Det hele startede med, at beboerformanden Erik Sørensen ringede til Biogruppen DN-Mariagerfjord for at høre, om gruppen kunne hjælpe med at så vilde blomster i et 10 meter langt bed langs Teglværksparkens nye fortov ved indkørslen til Lidl.

Det ville gruppen gerne, men ved et efterfølgende møde kunne det hurtigt konstateres, at det var en dårlig ide.

Derimod ville den store klippede græsplæne være et ideelt sted.

En plan blev udarbejdet, hvor første trin var at flytte robotklipperen væk fra det stenede område.

Næste trin bliver at udvide blomsterengen på de omkringliggende mere muldede arealer.

Her vil Biogruppen til efteråret få jorden fræset og tilsået med blomster, samt få plantet frugttræer og frugtbuske.

På den måde får beboerne både glæde af at se alle blomsterne fra deres altaner, samt mulighed for at plukke friske økologiske bær og æbler, samtidig med at sommerfugle, bier og fugle m.v. får et frodigt spisekammer.

Biodiversitetsgruppen under Danmarks Naturfredningsforening har allerede sat prædikatet ”Vildt smukt” på blomsterengen foran Teglværksparken. Privatfoto

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu