Janni Hornbek (tv.) er daglig leder af Blomsterhjørnet i Meny i Als.
Shopping

Blomsterhandel vil vokse: Får nye varer i butikken

06. december 2022 kl. 17:02

Blomsterhjørnet i Als skruer op for ambitionerne og går nu ind i et samarbejde med den landsdækkende kæde Interflora. 

Ifølge butikkens daglige leder, Janni Hornbek, er det en fordel, at så godt som alle kunder kender kæden, og hun forventer, at der med partnerskabet vil komme endnu mere gang i forretningen.

Med et nyt partnerskab med Interflora forventer Janni Hornbek, som er daglig leder af Blomsterhjørnet i Meny i Als, at få endnu mere gang i butikken og nok også ansætte flere medarbejdere.

- Vi glæder os utrolig meget over det nye samarbejde, hvor vi udover at binde smukke buketter, samtidig vil føre Interfloras brede udvalg af specialiteter, gavekurve og chokoladeæsker, fortæller Janni.

Blomsterhjørnet har tidligere været en del af en anden kæde, men ifølge Janni havde kunderne lidt svært ved at forstå, at det ikke var Interflora.

- Langt de fleste kender Interflora, og derfor endte vi altid med at skulle forklare, at det altså var en anden kæde. Dertil kom, at vi måske nok følte, at der ikke helt skete nok. Nu har vi så fået Interflora, og da vi tændte computeren første gang, kom der en håndfuld ordrer ud med det samme. Så det lover jo godt, siger Janni fra Blomsterhjørnet.

Kunderne gør en glad i låget

Janni, som har været leder af Blomsterhjørnet de sidste fire år, kommer oprindelig fra Aarhus, men flyttede til Øster Hurup, da hun fandt sin mand. Der har aldrig været nogen tvivl om, at blomster skulle fylde meget i hendes liv. 

- Jeg var solgt allerede, da jeg var i erhvervspraktik i skolen. Siden blev jeg uddannet i 1991 og var i en række blomsterhandlere, før jeg endte her i Als. Jeg elsker blomster, og jeg elsker kunderne. Man bliver simpelthen glad i låget af at se folks ansigter, når man har lavet en fin buket til dem, fortæller hun.

Annonceret indhold

Nyeste