Selv om elpriserne er stukket af, og forbrugerne holder lidt mere på pengene, tror man hos Bæchs Conditori på, at krisen klinger af inden længe - og til den tid vil man være klar til at møde efterspørgslen. Derfor udvider kagefabrikken nu med nyt lager og større produktionshal.
Livet her

Bæchs Conditori udvider: - Vi vælger at tro på fremtiden

Ny produktion og ny stor lagerhal er på vej hos Bæchs Conditori

07. december 2022 kl. 10:00

HOBRO: Selv om krisen kradser på flere fronter, tror Bæchs Conditori på, at det vender igen inden længe - og til den tid vil kagefabrikken på Langelandsvej stå klar til at kunne producere endnu mere, end den gør i dag.

Det fortæller kategoridirektør Lise Bæch til Nordjyske.

- Vi kan godt mærke inflationen i samfundet. Folk bruger færre penge, og på grund af elpriserne koster det os mere at producere. Faktisk er det værre for os lige nu, end det var under coronanedlukningerne. Men vi tror på, at det får en ende, siger Lise Bæch.

Derfor er der lige nu ved at blive gjort klar til, at fabrikkens parkeringsplads skal flyttes ud til vejen - og at den gamle parkeringsplads skal omdannes til en 2000 kvadratmeter stor tilbygning.

- Tilbygningen bliver så vores nye lagerhal, så vi kan inddrage det gamle lager til produktionen, så den kan udvides, fortæller Lise Bæch.

- Vi har simpelthen ikke kapacitet til at producere mere, som det er nu, men vi tror på, at det bliver nødvendigt at kunne, og derfor har vi sat gang i byggeriet.

Bæchs Conditori inddrager den gamle parkeringsplads, så der kan bygges til fabrikken - og derfor er en ny parkeringsplads på vej.

Byggeriet skal efter planen stå færdigt i starten af 2024.

- Måske er det lidt skørt, men vi tror på, at det er nu, vi skal bygge. Det er en fremtidsinvestering, og det er nu, der er luft i kalenderne hos håndværkerne, siger Lise Bæch.

Bæchs Conditori, som begyndte sin historie som bagerforretning og konditori i Hobro i 1878, har i dag 100 ansatte. 

Annonceret indhold

Nyeste