Kulturværkstedet ”Teaterturbulens” lokker med flere forskellige kreative online-aktiviteter, når det i uge 7 går løs med en noget anderledes version af Aktiv Ferie i Mariagerfjord Kommune. Privatfoto
Livet her

Aktiv Ferie i digitalt format

Fjordkommunens unge bliver ikke helt snydt for de sædvanlige vinterferieaktiviteter i uge 7

26. januar 2021 kl. 11:51

Det bliver ikke, som det plejer - men Aktiv Ferie-aktiviteter, det bliver der nu alligevel i Mariagerfjord Kommune i skolernes vinterferie.

Programmet for årets Aktiv Ferie-aktiviteter ligger nu klar til nærmere granskning på hjemmesiden www.aktiv-ferie.nu, og det er også her man skal tilmelde sig til de forskellige online-aktiviteter, der spænder lige fra teater til romkugler.

- De unge er ramt, og lever her og nu ikke det unge-liv, som de selvfølgelig burde gøre.

- De savner i den grad deres hverdag og ikke mindst deres betydningsfulde sociale fællesskaber, påpeger ungdomsskoleinspektør Lars Koefoed.

Netop Mariagerfjord Ungdomsskole ser derfor Aktiv Ferie-aktiviteterne som en oplagt mulighed for, at børn og unge kan få prøvet nogle spændende aktiviteter af, som de måske ikke normalt ville kaste sig ud i, og til forskel fra tidligere er tilbuddene nu ikke kun begrænset til aldergruppen fra 2. til 6. klasse.

Alle børn og unge har i år mulighed for at deltage, når det går løs i uge 7.

En anden kommunal medspiller i forbindelse med Aktiv Ferie-aktiviteterne er Mariagerfjord Kulturskole.

Også her er der stor begejstring over at kunne tilbyde deltagerne muligheden for - på trods af afstand - at kunne opleve og lære nye ting i vinterferien.

- Under Covid 19-perioden har vi for alvor mærket, hvordan vores tilbud støtter fællesskab og giver mening, selv om vi er hver for sig, siger souschef i kulturskolen, Ask Andreassen.

Kulturskolen tilbyder i uge 7 alt fra tegne- til instrumentalundervisning, og netop fordi det i år foregår digitalt, er der ingen deltagerbegrænsning.

Kulturværkstedet ”Teaterturbulens” tilbyder som eneste ikke-kommunale aktivitet også spændende Aktiv Ferie-workshops i uge 7.

For folkene bag ”Teaterturbulens”, skuespiller Lars Krebs Jensen og sanger Camilla Hyttel, er det oplagt - ja, nærmest naturligt - at gøre brug af online fællesskaber i undervisning, da børn og unge allerede er storforbrugere af disse, eksempelvis i form af den sociale platform TikTok.

Camilla Hyttel er ikke i tvivl om, hvilke positive resultater man kan få ud af digital undervisning i deres format:

- Det handler blot om at turde åbne op. Der kan brydes rammer, og man må gerne træde ved siden af - det lærer man meget af!

Lars Krebs Jensen føjer til, at ”det har været skideskægt at udvikle konceptet”, som i vinterferieugen bl. a. byder på dukketeater og kreativ udsmykning.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu