Andreas Pedersen er vild med at skate og male. Nogle af hans sprælske malerier hænger nu på Hobro Sygehus, hvor hans svigermor, Hanne, har været afdelingssygeplejerske. Privatfoto
Mennesker

35-årige Andreas kører skateboard - og finder ro med sprælske farver

01. juli 2022 kl. 14:56

Andreas Pedersen er i sagens natur lidt af en regelrytter og laver tingene "efter bogen" i sit job som byggesagsbehandler i en kommune.

Men i sin fritid slår den 35-årige familiefar sig løs og er kreativ. Han kører på skateboard og lægger film af sine tricks op på Vimeo.com.

Eller også står han i atelieret i hjemmet i Harlev ved Aarhus og maler. Gerne sammen med sin fireårige datter. Han bruger oliepastelfarver med meget pigment.

- Det tangerer lidt det samme. Når jeg filmer et trick på skateboard føler jeg, at jeg har skabt noget - ligesom jeg gør det med malerierne, siger han.

Fredag hængte Andreas Pedersen 50 af sine malerier op på Hobro Sygehus. Han fik hjælp til det praktiske af sin kone, Astrid Bærnthsen, der stammer fra Hobro.

Astrids mor, Hanne Bærnthsen, er tidligere afdelingssygeplejerske på Hobro Sygehus, og det var Hanne, som formidlede kontakten til Hobro Sygehus' kunstforening.

Andreas Pedersens malerier vil hænge på sygehuset de næste tre måneder, frem til 30. september 2022, og live op med deres sprælske farver.

- En af de ansatte kom forbi og bemærkede, at det var nogle gode farver og lidt sommeragtigt. Det var en god kompliment, synes Andreas Pedersen.

Andreas Pedersen er gift med Astrid Bærnthsen fra Hobro. De har to små børn og bor i hus ved Aarhus. - En perfekt lørdag for mig er sammen med min datter på fire år i vores atelier, fortæller han i en brochure til udstillingen på Hobro Sygehus. Privatfoto

Eftersom det er hobbyarbejde, har det været svært for ham at prissætte malerierne. Men de er skam til salg.

Som udgangspunkt koster de mindste i A4-format 1200 kroner og de største lærreder på en meget gange 1,2 meter koster 3000 kroner.

Nyeste