Himlen var blå og solen skinnede, da støtteforeningen "Naturbadet-Mariagerfjord" holdt informationsmøde. 
Livet her

100 ville høre om nyt naturbad under åben himmel

24. april 2023 kl. 07:15
Opdateret 25. april 2023 kl. 10:41

ASSENS: Kun en uge efter, at støtteforeningen ”Naturbadet-Mariagerfjord” blev stiftet, var der informationsmøde på det sted i udkanten af Assens, hvor badet skal placeres. 

Formanden for støtteforeningen, Laura Holm, er meget begejstret for det store fremmøde - der kom cirka 100.

- Det er faktisk ret rørende at indvie andre – særligt de lokale – i et projekt, som vi har arbejdet på i over et år. 

- At så mange mennesker - både til infomødet og via de sociale medier - tilkendegiver opbakning, og flere allerede har meldt sig ind i støtteforeningen, er blot med til, at vi bliver bekræftet i, at vi er på rette vej, siger Laura Holm i en pressemeddelelse.

Dialog med fonde

Næste skridt for støtteforeningen er at gå i dialog med fonde. Man vil slå på, at projektet taler ind i bæredygtighed, fællesskab i landdistrikterne, natur, grønne partnerskaber, fritid og bevægelse.

Derudover vil støtteforeningen fortsætte med at ideudvikle de øvrige aktiviteter, som området skal rumme. Der er indtænkt formidling af områdets unikke historie, læring og leg for alle aldre.

Der er også tænkt på mennesker med funktionsnedsættelse og at der skal være noget, som lokker turister til året rundt.

Laura Holm opfordrer til, at man melder sig ind i støtteforeningen. Det kan man gøre på www.naturbadet.dk, hvor man også kan finde flere informationer om badet. Medlemsskab koster 100 kroner om året. 

Annonceret indhold

Nyeste