Karin Winther har fundet menneskelort lige bag muldtoiletterne i Aars Skov.
Livet her

Karin er sur: - Gider I godt stoppe med at skide i skoven?

Naturvejleder er træt af menneskelort

08. september 2022 kl. 19:10

VESTHIMMERLAND: - Gider I godt stoppe med at skide i skoven, tak!

Naturvejlederen i Vesthimmerland, Karin Winther, er ved at være godt træt af menneskelort i de vesthimmerlandske skove. 

Senest har hun fundet menneskelige efterladenskaber i kommunens plantager lige op af muldtoiletter, som er opstillet netop for at folk i skovene kan komme på toilettet.

- Det er noget svineri. Ville du tage på svampetur her - eller sende ungerne på Krible Krable Safari, spørger Karin Winther, der på Facebook har lagt adskillige billeder op og skælder ud over folks ageren i skovene.

Der er brugt vådservietter - og der går mange år, før de bliver nedbrudt i naturen, fortæller Karin Winther.

- I øjeblikket har vi store problemer med efterladenskaber efter mennesker på naturbaserne i Jenle, Aars og Uhrehøje - og det er både "nr. 1" og "nr. 2" samt papir og vådservietter, der flyder i skovbunden, siger Karin Winther til Nordjyske.

Det syn her møder folk i skovene i Vesthimmerland.

Hun undrer sig ikke mindst over, at nogen vælger at benytte området lige bag muldtoilettet ...

Her er det på sin plads at råbe "skovskider!" ...

- De kunne da lige så godt være gået ind på toilettet - det giver jo ingen mening, siger Karin Winther, der opfordrer folk til at bruge muldtoiletter, så alle får en god oplevelse i skoven.

Hun har observeret, at problemet under og efter corona er eksploderet.

Mere ude i skoven

- Det er sket i takt med, at det især under corona blev mere populært at færdes i naturen og gå lange ture. 

- Det er jo sådan set godt. Hagen er bare, at der kommer mange mennesker i skovene, som ikke har været vant til at færdes der - og ikke ved, hvordan man opfører sig. 

- De er "natur-uvante" som naturvejlederen udtrykker det.

Naturvejleder Karin Winther

- Jeg bliver altså lidt "rød i kammen", når nu der er sat nye naturbaser op med fine muldtoiletter.

- Man er jo velkommen til lige at tørre brætter af, inden man sætter sig, hvis ikke man helt synes om det. I hvert fald er det under ingen omstændigheder ok at vælge i stedet at sætte sig bag ved toilettet for at skide - eller for den sags skyld andre steder i skoven. 

- Man da i det mindste grave sine efterladenskaber ned,  hvis det er akut og man ikke kan holde sig, siger Karin Winther.

Hun står i sin egenskab af naturvejleder i Naturekspeditionen i Vesthimmerland i spidsen for en række såkaldte krible-krable-ture for små børn, hvor man finde insekter, biller og andre smådyr i skovbunden.

- Lort tiltrækker små dyr, og det er altså ikke særligt lækkert, hvis små børn kommer til at stikke fingrene i menneskelort, fordi der lige sidder en bille der, siger Karin Winther, der også har fået henvendelser fra naboer, hvor skoven er en arbejdsplads.

Naturvejleder Karin Winther vil hellere dufte til blomster end menneskelort i skoven. 

- Jeg behøver vist ikke at sætte yderligere ord på, hvordan skovarbejderne ser ud, når en buskrydder har kørt gennem nr. 2 ...

Også derfor: Benyt venligt vores muldtoiletter, så alle får en god oplevelse i skoven, lyder det fra Karin Winther, der i øvrigt i den kommende weekend har indbudt til svampetur i de vesthimmerlandske skove ...

Annonceret indhold

Nyeste