Holdet rykker op i serie 2.
Sport

Historisk oprykning i Hobro efter to-cifret sejr

Vandt med hele 11-1

07. november 2022 kl. 11:18

HOBRO: I weekenden sikrede IK Rosendals førsteholds herre oprykning til Serie 2. Det skete ved at vinde stort sidste kamp med ikke mindre end cifrene 11 – 1. 

Holdet har i efteråret kun tabt en enkelt kamp og spillet én uafgjort.

En målscore på mere end 50 mål taler sit tydelige sprog i forhold til et meget angrebsivrigt hold, som derudover står godt i forsvaret.

Det har været en forrygende sæson med et meget ungt mandskab, hvor gennemsnitsalderen ikke er mere end omkring de 20 år.

Holdet har spillet meget seværdig fodbold - stabilitet har kendetegnet efterårssæsonen. I foråret missede holdet akkurat oprykning. 

Efter at havde klaret sig rigtig godt i pokalturneringen i foråret, lå det lidt i kortene, at oprykning til Serie 2 kunne være et realistisk mål og kunne lykkes her i efteråret.

Det helt unikke i seniorafdelingen er at sammenholdet på tværs af de fire hold aldrig har været stærkere. Det mærkes til træning og i kampe og ikke mindst i 3. halvleg, og der var derfor stor opbakning, da holdet spillede sidste kamp på Sparekassen Park, hvor omkring 150 mødte op og hyldede det unge hold. 

Spillerne fejrede oprykningen med champagne og flotte oprykningstrøjer, da kampen blev fløjtet af.

Oprykningen kan næsten kaldes historisk, da klubben ikke har spillet i serie 2 siden 1987. 

Annonceret indhold

Nyeste